Papir eller plastik?

Engang kunne man blive spurgt I supermarkedet, om det skulle være papir eller plastik? Det handlede i så fald om indkøbsposer. Det rigtige svar er – i hvert fald for den, der vil spare – ”Ingen af delene”. Man har naturligvis sit eget indkøbsnet med. Dette handler dog om penge, så løsningen er ikke så enkel. Der er ikke en tredje løsning. Du skal betale for det, du køber. Du vil gerne have kontrol over din økonomi, men penge skal der stadig til! Under en eller anden form.

Dette handler om, hvilken betalingsform, der er befordrende for din økonomi. At betale med plastikkort, visa eller andet  – eller kontanter – her kaldet papir. Og den slags er jo lidt et temperamentspørgsmål. Og jo selvfølgelig heller ikke sådan, at man absolut skal vælge side.

Kontanter og konvolutter

Dem, der har fulgt med i Luksusfælden vil ganske givet kende til konvolutmetoden, som er en måde, hvorpå du kan styre dine udgifter på. Her taler man om et rådighedsbeløb som består af hulsholdning + diverse. Egentlig er det en god måde at simplificere privatforbruget på. Man hæver pengene en gang om ugen – og kommer dem i konvolutten. Når de er brugt, har du ikke flere – før næste uge! Er der noget tilbage, når ugen er slut, har du et overskud, som du kan bruge til noget andet….eller måske betragte det som  opsparing.

Kreditkort
Kort eller kontanter – hvad passer bedst til dig. Billede af Steve Buissinne fra Pixabay

Der er nok ikke så mange, der idag holder sig til kontanterne ene og alene. Men for nogle giver det en enkelhed og overskuelighed, som er ønskværdig – ikke mindst hvis man ikke har så meget at gøre med. Eller måske ikke lige er den, der tjekker netbank hele tiden. Eller bruger apps til at kortlægge økonomien. Og har man haft tendens til at overtrække – ja, så er muligheden altså pist forsvundet. Det er nemlig sådan med kort, at man ofte ikke rigtigt føler, man bruger penge. Man kører bare kortet igennem – og vupti, så er der betalt.

Kontanter giver iøvrigt også en anden mulighed, som vi slet ikke er forvænte med: kun at have de penge med, man har tænkt sig at bruge. Hvos du medbringer dit kort, betyder det jo i praksis, at du altid har masser af penge med, hvis nu lige…..

Kort er praktisk….

Bruger man betalingskort, er det absolut en meget praktisk ting. Ikke alle er glade for at rende rundt med kontanter. Men betalingskortet – visa eller andet – giver jo også muligheden for at købe ting, man slet ikke havde regnet med. Så det kan stadig snyde. Spørg dig selv:

• Holder du øje med, hvor mange penge, du bruger?
• Føler du for alvor, at du bruger penge, når du kører kortet igennem?

Plastik er praktisk, men kræver selvdisciplin. For langt de fleste kan det læres. Hvis man vil bruge det som betalingsmiddel, skal man vænne sig til at tænke på, at det er “rigtige penge”, man bruger. Selvom det for mange ikke føles sådan. Og vænne sig til at kigge sine kvitteringer og kontoudtog igennem. 

Den gode nyhed er, at man har mulighed for at tracke sit forbrug. Hvis man konsekvent bruger kort, kan man se, hvor hver en krone er forsvundet hen. Du har det sort-på-hvidt. Det gør også at man kan kigge tilbage og se, hvor man er gået i vandet. Man kan også bruge apps, som for eksempel Spenderlog til at kigge detaljeret på forbruget. Eller man kan bruge Spiir til at få det store helhedsbillede af forbruget. Det gør det også lettere at lave budget – og at justere budgettet løbende.

Selv må jeg indrømme, jeg hører til dem, der elsker plastik. Jeg hører nemlig til dem, der godt kan lide at nørde med apps, excellark og budgetter. Så for mig er det perfekt. Men jeg kan da godt se mig selv “gå kontant” engang imellem. For eksempel hvis jeg tager en tur i byen og gerne vil have et loft for mit pengeforbrug. Så tager jeg da bare de penge med, jeg må bruge – og så er den sag afgjort. Eller jeg kan finde på at vælge at veksle kontanter på ferien – fremfor hele tiden at svinge visakortet.

Følg med i forbruget

Men uanset hvad du vælger, så stik ikke hovedet i busken. Hold øje med din økonomi, læg mærke til, hvor mange penge, du bruger – og på hvad. Bruger man for mange penge på et eller andet, betyder det jo bare, at de penge kunne man spare. Det er  jo i bund og grund kun sig selv, man snyder….

Astrid

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.