Invester – i lavere udgifter (1)

Jeg vil gerne have færre eller lavere udgifter i fremtiden. Ja, hvem vil ikke det? Måske er økonomien ikke ligefrem til at investere i den store portefølje, men her er egentlig noget, hvor alle kan være med. I bund og grund investerer man i noget, der gør, at man skal bruge færre penge fremadrettet. Der er mere holdbare løsninger, ofte også mere bæredygtige løsninger – mere end i økonomisk forstand. Der er faktisk mange muligheder, på mange niveauer. Der er ting, jeg kan gøre her-og-nu for ikke ret mange penge. Der er også ting, jeg er nødt til at spare op til.

Lavere udgifter -en investering
Invester i lavere udgifter – det kan betale sig. Billede af Michal Jarmoluk fra Pixabay

Det er her, jeg satser lidt lige i øjeblikket, fremfor at kigge irriteret på de ting, jeg ikke kan ændre. Som for eksempel en rigelig stor boligudgift, der kommer sig af en ejerbolig, der kræver en del vedligeholdelse pt. – og deles med andre. Det kræver lidt mere at skulle ændre på det. Der er ikke bare lige, det kræver noget mere langsigtet. Den tager vi en anden gang.

Her kommer en liste over det, jeg har gjort, er i gang med – eller vil gøre. Intet for småt, det jeg nævner her, er noget, der er lige inden for rækkevidde. Lavthængende frugter, kunne man med rette kalde det. Ting, der ikke koster mere end at det kan sættes hurtigt i værk. Dette er begyndelsen, der kommer helt sikkert mere til.

  • Jeg har erstattet mine engangs skrubbesvampe med silikonesvampe, som jeg er ganske godt tilfreds med. Investering: 100,- og jeg skal ikke bruge penge foreløbig. Sidegevinst: de kræver meget lidt rengøringsmiddel.
  • Jeg har erstattet mine vatrondeller med vaskeklude i ministørrelser. Jeg har klippet et badehåndklæde i velour op i små stykker og kantet det. Jeg må med skam erkende, at jeg ikke er til de hæklede. Ingen investering, det håndklæde brugte jeg ikke alligevel.
  • Jeg vil ikke købe flere batterier, altså engangsbatterier. Jeg har derfor købt en batterilader, en hurtig en med plads til en del batterier. Hver gang, jeg skal købe batterier, bliver det genopladelige. Så bliver bestanden ganske langsomt byttet ud. Investering i oplader: 149,-. I en periode vil batterier koste 5-10 kroner stykket alt efter type, hvor jeg tidligere slap med 2-4 kroner. Efter nogle måneder er de udskiftet, derefter er der ikke anden udgift end strøm til opladning i et godt stykke tid. Genopladelige batterier kan nemlig oplades 500 gange. Hvis jeg skal anslå, hvor meget, jeg skal investere alt i alt, er det formodentlig omkring 5-600,-. Eneste hængeparti er knapcelle batterier, det kan ikke betale sig endnu, men det kommer nok.
  • Jeg har anskaffet en lille fryser, da jeg har meget begrænset frysekapacitet. Ikke en stor en, omkring 100 l. Men det er nok til at jeg kan nedfryse det jeg finder af datovarer, køber af- eller finder, når jeg engang imellem er på togt med en skraldemakker. Størrelsen er passende, den er ikke så stor, at jeg er fristet til at hamstre mad, jeg ikke får brugt. Investering : 700,-. Den har tjent sig ind på et max. et par måneder.
  • Vaskeæg til 79.- og en refill til et lignende beløb skulle sikre, at vaskemiddel fremover kun koster ca. 35 øre pr. vask. Vaskeægget ser ud til at fungere udmærket. Jeg er blot spændt på, om det virkelig kan klare så mange vaske som antaget.
  • Et Luxplus abonnement i en måned koster 89,-. Der er ting, jeg bruger der, der er markant billigere end de priser, man ellers ser. Hårfarve til en tredjedel af prisen, makeup og parfume er på samme niveau. Harbalsam ca. halv pris. Og et par ting mere på samme niveau. Jeg køber så ind til 6-8 måneder, hvorefter jeg lukker abonnement. Dette kræver, at jeg køber nøjagtigt hvad jeg har brug for. Ingen impulskøb. Ellers ryger besparelsen.

Mange bække små….

Der er flere af disse ting, hvor jeg ved, at nogle siger, at det kan da ikke betale sig. Det er for lidt, man sparer. Men man skal ikke kigge på den slags isoleret – man skal se det store billede. Nogle ville ikke synes, det kunne betale sig at spare 50 kr. om måneden på en post. Med hvad hvis nu der var 10 af dem? 500 kr. om måneden, ville det blive. 6000 kr. om året. Og der er ingen grund til, at man ikke skulle kunne drive det videre.

Astrid