Mange er sikkert bekendt med udtrykket ”staycation”? I bund og grund er det vel bare et lidt mere fancy udtryk for at blive hjemme i ferien? Gammel vin på nye flasker? Og det skal tage “bare” ud af sætningen: “Vi bliver bare hjemme i år”. Ikke noget med bare – vi er på staycation.
Men det er stadig at blive hjemme – naturligvis. Det, der måske er ændret når man kalder det staycation, er holdningen til det. Og grunden til, at man vælger at blive hjemme i ferien. Engang imellem er det måske det bedste alternativ?
Staycation – spøg til side..
Man kan sagtens gøre lidt grin med det, men ideen er nu god nok. For hvorfor skal vi absolut tage afsted på ferie hver gang? En gang imellem kunne det være på sin plads at tage den med ro – derhjemme. Sommetider bliver alt det rejseri både for dyrt – og faktisk også besværligt.
Skal en hel familie sydpå i et par uger, kan det ikke bare blive hundedyrt – det kan også kræve et pænt organisationstalent. Der er ikke altid så meget afslapning med i pakken, som man kunne ønske. Mange oplever, at den form for ferie ikke rigtigt lever op til forventningerne. Måske fordi forventningerne er for store?
Ta’ på “Staycation”
Staycation er ferie derhjemme. Men husk at det skal være uden hverdagens rutiner og strabadser. Det er hele pointen! Forskellen på dagligdagen er at I har tid. Så skal I bare finde ud af, hvad den skal bruges til?
Der er masser af ting, en børnefamilie kan foretage sig, uden at det koster kassen. Kig dig omkring lokalt efter de ting i aldrig gør fordi tiden ikke er der? Hvad mon der er af sommermarkeder, loppemarkeder og andre arrangementer? Man kan faktisk have masser af muligheder liggende lige for næsen af en. Man har bare haft for travlt til at se dem…
Masser af gratis aktiviteter
Kan I ikke finde noget, findes der en webside, der guider dig frem til gratis aktiviteter for familier med børn – i hele landet. Her kan man finde alt mellem himmel og jord. Og mange vil sikkert opdage ting, de ikke anede eksisterede!
- Tag på camping i haven. Slå telt op og lav et lejrbål.
- Lav jeres egne konkurrencer, skattejagter – eller hvad ved jeg.
- Find loppemarkeder, bagagerumsmarkeder eller sommermarkeder, der kunne være sjove.
- Tag på cykelture og tag madpakken med. Og et telt måske. Der findes masser af gratis campingmuligheder overalt i landet.
- Eller prøv noget helt nye, I aldrig har overvejet før. For eksempel Geocaching, som er en slags skattejagt med GPS.
- Eller tag på stranden, i skoven eller et helt tredje sted hen.
- Besøg dem, I ellers aldrig har tid til at besøge.
- Lån et par ekstra børn – eller lån jeres ud. Det giver børnene fornemmelsen af at der sker noget nyt. Tænk pludseligt at kunne have kammerater hængende i dagevis?
- Søg på nettet efter, hvad der foregår i jeres lokalområde. Og leg så turist i jeres eget nabolag.
- Dette er bare eksempler, kun fantasien sætter grænser.
Bliv hjemme – på den fede måde
Det er selvfølgelig stadig at blive hjemme. Forskellen er, at man gør noget ud af det – og det kan gøre det til noget særligt. Der gør at man måske slet ikke savner turen sydpå? Og lad så iøvrigt være med at sige bare…