Økonomi på serviceeftersyn?

Hvis man har en bil, får man den ind imellem til serviceeftersyn. Mange får jævnligt tjekket deres helbred efter i sømmene. Men hvad med økonomien? Kunne den ikke også trænge til et jævnligt eftersyn? Egentligt burde man gøre det engang imellem., også selvom man egentlig synes, at det er rimeligt fornuftigt strikket sammen. Måske er der alligevel plads til forbedringer? Jeg kan afsløre, at det er der faktisk ofte.

Få mere ud af økonomien

Jeg kan da godt gå rundt og tænke, at det går da meget godt. Det løber da rundt. Og det er sikkert også meget rigtigt, men sommetider måtte det da godt mere end det?

Grundene kan være mange. Måske vil jeg gerne ud at rejse? Have en buffer til uforudsete udgifter? Spare sammen til noget større? Investere? Eller bare, slet og ret, have et større økonomisk råderum?

Eller måske for at se om man kunne arbejde lidt mindre? Heller ikke dårligt.

Sandhedens time

Det gode ved ikke at bruge ret mange kontanter er, at alt bliver registreret. Netbank ved alt, nåja… næsten alt.

Jeg kan godt lide at gøre det med jævne mellemrum. Med eller uden formål. Man skal ikke bare tro, den hellige grav er vel forvaret. Økonomi ændre sig hele tiden. Nogle udgifter stiger uden man lige tænker over det. Og nye sniger sig umærkeligt ind…. og klæber sig bare fast til PBS’en.

Min netbank er mere end almindelig nyttig her. Jeg kan gå nogle måneder tilbage og se, hvor pengene er gået hen. Alle transaktioner ligger der. Den ene mere afslørende end den anden. Det er svært at skjule noget for en netbank. Den gode nyhed er, at man ved nøjagt, hvor man skal sætte ind.

Dels kan man gennemgå de faste udgifter. Måske dukker der et fitnessabonnement op, man ikke bruger? Mon ikke den bilforsikring er lige vel dyr? Eller andre forsikringer? Er der overhovedet brug for den store Tv-pakke? Eller streamingtjenester? Ligger der andre abonnementer, der måske kunne undværes?

Hvor boligpost og lignende er led i noget mere langsigtet, er disse poster (som egentlig bare er eksempler) noget, der giver mulighed for et quick fix. Eller i hvert fald noget man kan skære i uden at hverdagen vælter.

Afsløret, igen

All de andre posteringer skal så sættes i system. Her er mit rådighedsbeløb. Mad + diverse, som de siger det i Luksusfælden. I en eller anden grad kan min netbank lave nogle grupperinger af sig selv, nogle skal den have hjælp til, den kan for eksempel ikke finde ud af, hvad det er, jeg har købt på eBay….

Som regel finder jeg også noget her.

Pas på pengesagerne
PublicDomainPictures / Pixabay

Afsløringer.

Det kan være madposten, der er gået lidt højere. Hvis jeg har købt tøj, er det som regel noget, der kunne have været undgået. Tøj er nok det sidste, jeg mangler. Jeg har denne gang brugt mere brændstof end nødvendigt er, så frem med cyklen… i hvert fald til de korte ture. Og så er der eBay. Jeg kan afsløre så meget, at det ikke er livsnødvendigheder, jeg har købt der. Fastfood? Taxa? Coffee to go? Eller?

Regn den ud

Nu er nødvendigt og unødvendigt jo noget individuelt. Det er ikke fordi jeg mener, man ikke skal købe tøj eller købe på eBay. Det jeg prøver at finde frem til, er mulighederne i min økonomi. Hvor meget kunne jeg skære væk uden for alvor at synes, at jeg mistede noget?

Nu er sådan noget jo “mange bække små”. Derfor plejer jeg at regne det sammen for at overbevise mig selv. Beløb, der ikke i sig selv er værd at regne med, kan lægges sammen og blive til anseelige beløb.

Astrid