Her ved mellem jul og nytår laver mange af os nytårforsætter. Endda ikke så få, vælger at gøre det til deres forsæt at motionere. Men – og der er altid et men – det kan jo nemt blive dyrt? Eller? Jo, vi ved det godt. Der er ingen undskyldning – ikke en der har noget med penge at gøre, i hvert fald. Den der med, at motionscenteret er alt for dyrt – den holder ikke i retten! Eller løbeskoene, man ikke har tåd til? Nej, løb alligevel….
Motionsudstyr og kontingenter
Der bruges masser af penge på medlemsskaber og udstyr. I den tro, at har man punget ud – måske endda mere end man har råd til – så skal man nok komme afsted. Ingen af delene giver dog motivation – uanset hvor meget de koster. Dem, der sælger det, vil gerne have det til at ligne et must – men det er det ikke. Det er bare markedsføring. Men en effektiv markedsføring, der får os til at tro, at man ikke bare kan gå igang…
Til gengæld er der masser af gratis muligheder – lige uden for din dør (eller indenfor for den sags skyld). Løbe, gå og cykle hører til de mere oplagte – den sidste kan oven i købet spare penge på transportbudgettet. Det, du reelt betaler for, når du bruger penge på at motionere, er:
- Udstyr – det være sig træningsudstyr eller beklædning
- Kontingenter
- Transport til og fra motionscenter eller lignende
Men motionen – den er gratis
Og det kan alt ialt godt blive til en hel del. Men – som du kan se, er det ikke motionen, du betaler for. Det er udenomsting. Du kan købe dig til alt muligt – de bliver aldrig garanti for, at du får rørt dig det mindste. Så start med det gratis. Se om du finder motivationen. Se derefter om di vil gå videre – og betale! Det koster ikke noget at løbe. Eller at cykle! For dem, der vil tage den lidt længere, kunne skovfitness måske være sagen? Gymnastik eller øvelser hjemme på gulvet – det koster heller ikke noget.