Luksusfælden må jeg indrømme, at jeg følger med i – til trods for at jeg ikke er begejstret for at de koncept-programmer, der dukker op i øjeblikket. Det er et indblik i, hvordan det går galt for mange mennesker, fordi penge er noget de “bruger “- i stedet for at “administrere”. Og det kortlægger de dårlige forbrugsvaner, som mange har tilegnet sig – ofte uden selv at være klar over det. Det med at rette en privatøkonomi op, ser muligvis nemmere ud end det er.
Luksusfælden – der er altid et “men”
Jeg har set en del af programmerne – og kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det egentlig går deltagerne. På den lange bane. Nu er der nok ingen tvivl om, at der sker mere bag kulisserne, end vi ser i programmet. Det er jo sådan med disse programmer, at der er sørget for, at vi får det hele serveret i en letfordøjelig form. Et par måneders anstrengelser omsat til en times TV (og det med reklamepauser, oven i købet). Og hvad så bagefter?
Ud af Luksusfælden – bare sådan vupti..
Jeg er bange for, at det ofte kommer til at se lettere ud end det er. Sidder der folk med store økonomiske problemer og tror, det kan ordnes på ganske kort tid? Tjah…
Problemet er jo ikke penge. I hvert fald ikke i de tilfælde, vi får fremdraget. Problemet er holdninger. Holdninger til hvordan man administrer de penge, man har. Holdninger til, hvad man kan kræve af tilværelsen? Et overforbrug er som regel ikke opstået overnight. Og manglende økonomisk sans kræver en indsats at overkomme. En indsats, der rækker langt ud over den tid, der bruges i Luksusfælden.
Det er noget, man skal arbejde med – og blive ved med at arbejde med. Også efter kameraet er blevet slukket. Det er ikke nok, at man “har set lyset”. Værterne vender tilbage en måned senere og ser ofte at deltagerne har fulgt planen. Det er muligvis heller ikke så svært i en måneds tid. Men fordi man kan følge planen i en måned, betyder det ikke nødvendigvis, at det er let at blive ved.
