Julegaven kunne ikke byttes!

Desværre er der mange hver eneste jul, der gør denne erfaring. Og det fører nemt til konflikter i forretningen, fordi kunderne er så sikre på, at selvfølgelig kunne varen da byttes! Og er i øvrigt ganske sikker på, at de har retten (læs: købeloven) på deres side.

Men nej, det er en misforståelse – og en af dem, der gentager sig lidt for tit! De “rettigheder”, som mange underforstår, eksisterer måske slet ikke? I hvert fald ikke i lovens forstand…

Bytteret? Returret? Ingen ret?

I modsætning til hvad mange måtte tro, giver købeloven dig hverken bytteret eller returret! I hvert fald har du den ikke pr. automatik – der står ikke noget i købeloven om, at forretningen skal tage varen retur – eller bytte den. Med andre ord: Bordet fanger! Der er sikkert mange, der mener, at det burde man da kunne – men det er anden historie. Og har ikke noget med købeloven at gøre.

Frivillig bytte- eller returret

Men der er faktisk en del butikker, der tilbyder både bytteret og returret – men det er altså noget, de selv har valgt – ikke noget, de gør fordi loven foreskriver det. I de tilfælde vil det som regel stå nævnt ved kassen – og desuden vil det fremgå af bonen (som du naturligvis skal gemme). Står der ikke noget nogen steder, er det en rigtig god ide at spørge sig for.

Så husk at se dig for, hvid du køber ting, som du kunne risikere at skulle bytte – uanset om det er gaver eller ej! Du kan også godt komme ud for, at butikken vil tilbyde dig disse rettigheder – hvis du spørger. Det koster i hvert fald ikke noget at prøve. Hvis de går med til det, så sørg for, at det kommer til at fremgå af bon eller kvittering.

Men det er alt ialt vigtigt, at du holder øje selv. Og at du lærer købeloven at kende, så du ikke ender op med at tro, at du har rettigheder, som du reelt ikke har.

Ingen regel uden undtagelser

Nu er der naturligvis ingen regel uden undtagelse. Og undtagelsen er fjernhandel – det vil sig postordre og e-handel. I disse tilfælde har du rent faktisk en fortrydelsesret. Standard for denne fortrydelsesret er 14 dage. Der er intet i vejen for, at butikken kan have valgt en længere frist – især omkring jul. Og reglerne skal i øvrigt fremgå af hjemmesiden. Gør de ikke det, så overvej en gang mere, om du synes, det er et seriøst firma?

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.