Måske ved du slet ikke, hvad det er jeg spørger om? Dette spørgsmål kræver vist lige en forklaring. Banegårdscykel? De fleste ved, at når du stiller en cykel ved en banegård (eller lignende trafikknudepunkter) er der en stor risiko for at den bliver stjålet. En alt for stor risiko, hvis du er ivrig cyklist og har en god – og måske også dyr – cykel. Men engang imellem kan man komme ud for, at cyklen absolut skal stå der, og så er det godt at have en plan B. For den ivrige cyklist kan det være en ganske god ide.
En ekstra cykel
En “Banegårdscykel” er altså en cykel, der ikke har nogen særlig værdi – udover brugsværdien. Så du er mere rolig ved at stille den, fordi:
- Den er ikke særlig attraktiv at stjæle. Der hvor der er mange cykler finder cykeltyven let noget bedre.
- Skulle den alligevel blive stjålet, er skaden overkommelig. Du køber bare en ny på næste loppemarked, politiauktion – eller i den Blå Avis.
Den skal helst holde en balance, der betyder at den er god for dig at køre på, men ikke attraktiv for andre at stjæle. Er det tilfældet, er det en vaskeægte banegårdscykel. God, men heller ikke for god!
Og så er der en lille sidegevinst:
Den morgen du pludselig opdager, at din “rigtige cykel” er punkteret, har du muligheden for at tage den også. du har altid en back-up stående. Og en eller anden dag får du brug for den.