Er du igang med juleforberedelserne?

Svaret er sikkert nej. Og det med god grund. Det er jeg sådan set heller ikke. Men der er en grund til, at jeg nævner julen allerede nu! Ok, jeg hører også til dem, der brokker sig når butikkerne er “for tidligt ude” med al deres juleri! Og jeg synes bestemt heller ikke, at vi skal begynde at jule nu. Hvor jeg ikke vil opfordre nogen til at tænke på julemad, juleklip, julegaver og julepynt nu, er der en ting, du gerne må have i baghovedet allerede nu. Det er økonomi – juleøkonomi.

Men – og der er altid et men…

Julen er det absolut mest kritiske tidspunkt for en betrængt økonomi – skarpt forfulgt af sommerferien, iøvrigt. Men vi glemmer det ofte – vi glemmer, hvor galt det kan gå. Der er så mange ting, man liiige skal bruge, ikke?

Med andre ord: Vi bruger for mange penge! Og der er mange ting at bruge penge på. Alt for mange! Mange begår den fejl, at de undervurderer, hvor mange penge, de kommer til at bruge. Og så går det galt. I julen skal vi vel hygge os – ikke tænke på penge, vel? Og det er muligvis her, det går galt. Oplever man jul efter jul, at man undervurderer udgifterne i en grad, der resulterer i røde tal langt ind i det nye år, er der ingen vej uden om: Der skal laves et julebudget!

Julen er også højsæson for…..

..forbrugslån! Jeg ved godt, at de fleste havde helt andre ting i hovedet. Men det er desværre rigtigt. Mange “redder” julen med et forbrugslån. Og lånefirmaerne er med til at puste til ilden. Læg mærke til, hvor mange, der tilbyder lån eller “finansiering” – netop op mod jul.

Uden budget går det ikke

Så når vi til det kedelige. Budgettet. Ikke spændende, ikke hyggeligt, men derimod særdeles praktisk. Find først ud af, hvor meget julen må koste. Fordel derefter pengene, som du har tænkt dig, at de skal bruges. Dette gør, at man nemt får fjernet det unødvendige, som måske netop er det, der belaster budgettet. Tænk dig om – og vær realistisk. Og HUSK: budgetter er til for at blive overholdt.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.