Cirkulær tøjøkonomi?

Jeg praktiserer cirkulær tøjøkonomi. Det har jeg i hvert fald valgt at kalde det. Det er nok ikke så almindeligt, må jeg nok erkende. Og begrebet er givetvis noget, jeg har fundet på. Der er i hvert fald masser af tøj, der cirkulerer her hos mig. Til gengæld ikke ret mange penge i omløb. Til trods for, at jeg har masser af tøj – og nok den fedeste garderobe, jeg nogensinde har haft.

For det er ikke den skrabede model. Jeg følger med i minimalistgrupperne, så jeg hører meget om Capsule Wardrobe. Jeg kan sagtens se fordelene, men det fænger ikke rigtig her. Der er lidt for meget fashionista i mig – det må jeg ærligt indrømme. Jeg kan godt lide tøj, farver, tilbehør – og blander gerne stilarter. Men jeg kan ikke se nogen grund til, at det skal koste kassen! Jeg har altid – eller i hvert fald i den tid, jeg har administreret mine egne penge – haft hang til genbrug. Den bedste var altid en turne igennem Århus’ genbrugsbutikker. Sådan er det stadig – et langt stykke af vejen.

Genbrug i 10’erne

Men genbrugsmarkedet har udviklet sig gevaldigt siden jeg startede med genbrugstøj. Mulighederne er eksploderet. Der er alt for meget tøj i omløb, så det er blevet virkelig billigt – for billigt, kunne man godt sige. Og der er ikke tale om “gamle klude” – meget af det man finder, er ikke brugt ret meget – hvis overhovedet! Og så er det ideelt til at sy om – hvilket jeg elsker.

Cirkulær tøjøkonomi?
Cirkulær tøjøkonomi?

Tilbage til cirkulationen – det er sådan, det fungerer:

  • Jeg har en masse tøj – meget forskelligt i stil og farve osv. – heraf formodentlig omkring 90% genbrug.
  • Tøjet i min garderobe, skal være umiddelbart brugbart. Ikke noget, der ikke passer, skal repareres – eller noget, jeg ikke rigtig ved,om jeg vil gå i.
  • Hvis tøjet ikke lever op til kriterierne, skal det ud i cirkulation.
  • Det kan cirkulere i flere retninger: Repareres? Sys om? Sælges? Byttes? Bortgives?
  • Jeg har sat begrænsninger på hvor meget, der må være. Ikke meget få stk. som nogle gør det, men antallet af bøjler (=pladser) er begrænset. Skal der noget ind, skal der også noget ud.
  • Omsyet/redesignet tøj – det “nye” tøj, går tilbage i garderoben.
  • Har jeg brug for et outfit til fest og lignende, syr jeg et af det tøj, jeg allerede har. Til det årlige Galla er det ikke atypisk, at 6-7 klædningsdele må lade livet for mit gallatøj. Tager lidt tid – til gengæld er det gratis!
  • Tomme bøjler er tegn på, at jeg godt må få “nyt”
  • Tøj lånes ud til veninder, hvis de har lyst.
  • Jeg har også nogle veninder, der lige kigger det igennem, jeg ikke bruger mere – de må så tage, hvad de har lyst til.
  • Noget sælges videre, hvis det giver mening
  • Andet tages med på byttemarked (herfra kommer rigtig meget at mit nye tøj) – eller afleveres til genbrug.
  • Hele dette regelsæt gælder også sko, tasker, smykker og ascessories.
  • Ting, der ikke kan mere, rippes for alt brugbart – som lynlåse, knapper, hægter, perler, palietter osv. Perfekt til sådan en som mig, der syr tøj om.

Det kan måske lyde lidt kompliceret – men det er det egentlig ikke. Og for mig er der lidt hobby i det også. Og mit tøjbudget er minimalt – nogle gange ikke-eksisterende.

Astrid