Det lyder en anelse for enkelt, ikke? Og dog, det er jo enkelt: De penge, du ikke bruger, dem har du stadig. Selvfølgelig er der masser af fornødenheder, der skal betales. Men der er også ting, vi har vænnet os til at se som nødvendige. Måske er det slet ikke rigtigt. Hvis mange af de indkøb, vi foretager, mere har karakter af shopping, er der sandsynligvis mange unødvendigheder imellem. Den mest enkle måde at spare penge på er stadig den samme: at lade være med at bruge dem.
Det er så dyrt at leve…?
Skulle man skære helt ind til benet, er der meget af det, vi regner for “livsnødvendigt”, der slet ikke er det. Jeg læste engang om invandrerfamilie, som blev anklaget for socialt bedrageri. De sendte nemlig, hver måned, penge hjem til familien, selvom de levede af kontanthjælp. Noget måtte der være galt!
Anklagen viste sig grundløs, de levede bare så sparsommeligt, at de kunne sende penge hjem. Noget, kommunens sagsbehandlere åbenbart ikke havde fantasi til at forestille sig. Så der er forskellige måder, at spare på – på mange forskellige niveauer. Her er der givetvis skåret helt ind til benet.
Der skal prioriteres.
Vi er omgivet af købsmuligheder. Man kan købe alle vegne, og næsten altid. Det gør, at vi skal passe på – i hvert fald os, der ikke har råd. Det kræver øvelse, man skal lære sig selv at lade være. Købe det, man har brug for. Skrive ned, hvad man skal købe (og nøjes med det). Og gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt – og hvad der ikke er.
Husk det nu – også i næste uge.
Og så tror jeg, man skal have det lidt i baghovedet hele tiden. Det er dumt at lade sig overraske. Vores økonomi bliver nemlig ikke kun belastet af alt det, vi har brug for. Den bliver især belastet af alt det, vi ikke har brug for. Fordi vi ser ting – og pludselige behov opstår. Der findes en (international) Buy Nothing Day. Når man har valgt at lave en sådan, må det være fordi vi er så omgivet af købsmuligheder, at det er en bedrift ikke at købe noget en dag. Eller i hvert fald en øjenåbner: tænk hvis man faktisk har svært ved at klare en dag uden at bruge penge?
Og iøvrigt: hvorfor skal det kun være en dag, vi ikke køber noget? Vi sparer penge ved at farte rundt efter tilbuddene – det kan man sagtens få en del ud af. Men lad os prøve det modsatte. Der er masser af andre ting, man kan lave. Ting, der er mere interessante, mindre stressende. Forestillingen om, hvor sjovt det er at bruge penge og hvor kedeligt det er at spare, holder ikke hele vejen. Det er yderst kedeligt at være på røven allerede den 20. i måneden fordi man har brugt pengene på alt muligt – og alligevel ingenting!