For nyligt var der gang i debatten om grænsehandel – igen. For kan det overhovedet betale sig at køre over grænsen for at handle ind? Grunden til hele miseren er, at Nykredit har lavet et regnestykke, som i bund og grund viser, at det slet ikke kan betale sig at køre over grænsen og handle for eksempel økonomi og sodavand. Det viser, at man skal købe store mængder ind, for at det overhovedet er umagen værd at tage turen over grænsen!
Kan grænsehandel betale sig?
Og dette regnestykke bliver nu anfægtet – og det med god grund. Ingen ved helt, hvor de har tallene fra og hvad formålet er med at tegne det billede, de tegner? Men flere medier har været fremme i skoene med regnestykker, der skal underminere påstanden om, at det ikke er dyrere at købe ind herhjemme. Og det vel næppe særlig svært?
Det, der gør regnestykkerne så forskellige, er at de sammenligner forskelligt. Nykredit sammenligner mærkevarer købt i Tyskland med discountvarer købt i Danmark – eller ugetilbud købt i Danmark. Udfordrerne derimod sammenligner kun mærkevarer med mærkevarer – og normalpriser med normalpriser. Og det må nødvendigvis give forskellige resultater. Det sidste er måske nok det mest ærlige, men for en del mennesker kan discountsammenligningen eller sammenligning med tilbud være lige så relevant?
Jo, der kan være en del penge at spare ved at tage turen over grænsen – hvis det er mærkevarerne, man er ude efter. Det fulde regnestykke vil jeg ikke tage her, men interesserede kan bruge disse links til nogen af dem, der tager til genmæle overfor Nykredit. Men skal dog altid huske at regne alt med. Det koster altid noget at tage turen til Tyskland. Hvor meget – ja det er et spørgsmål om, hvor man bor. Og så skal man jo naturligvis lige medregne det faktum, at man bruger en del tid på projektet. Tid er måske nok ikke penge, men det er trods alt de færreste, der bare har ubegrænset af den!
Grænsehandel er (måske) alligevel en dårlig handel
Men der er en side mere af denne sag, der vender det hele om en gang mere. For i sin iver for at spare, kan man nemt komme til at bruge alt for mange penge. Her er et par faktorer, der ikke er med i regnestykket.
- Skal det absolut være mærkevarer? Nykredit-sammenligningen viser, du kan få de samme priser i Danmark – hvis man er klar til at “gå discount”. Er der så stor merværdi i mærkevarerne?
- Køber I ekstra når i er på Tysklandstur? Hvis der er for mange impulskøb forbundet med en sådan tur, kan det blive dyrere end forventet. Og så ender det måske med, at man får brugt de penge, man sparer? Og så er det måske ikke så billigt endda.
- Skal I have noget at spise på turen? Det er ofte en lang tur og mange vælger at holde ind et eller andet sted og spise. Det er sådan set forståeligt nok – men det skal med i regnestykket. Og det koster jo også penge.
- Forbruger I mere når I køber ind i Tyskland? Hvis man har købt stort ind – billigt – gør det ofte at man bruger mere. Drikker man flere øl eller sodavand hvis de er købt billigt i Tyskland? Spiser man mere slik når man har det stående i kilo-poser, som vi kender dem fra grænsehandlen? Det er langt fra umuligt. Så er der ikke noget sparet rent pengemæssigt. Man har måske fået “mere for pengene” – men det er jo noget ganske andet. Og sundhedsmæssigt er der da slet ingen gevinst….
Og glem nu endelig ikke transporten! Vil man finde ud af om der reelt er noget sparet, må man huske at regne det hele med – ikke kun varepriserne isoleret. Og har man nogle af de ekstra udgifter, jeg skitserer her, sker der nemt det, at gevinsten bliver udhulet – og så er det bare stor ståhej for ingenting!