Din egen finanslov….

Regeringen og dens støttepartier forhandler finanslov. Men din egen personlige finanslov? Jeg så på et tidspunkt forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen introducere fænomenet. Og jeg er sådan set enig – budgettet bør være vores husholdnings finanslov. Sammenligningen er ikke helt ved siden af. I virkeligheden handler det om det samme – at få udgifter og indtægter til at passe sammen. Og at få overblik.

Statens finanser skal styres med hård hånd. Og det skal dine måske også? Ikke mindst hvis proberne er de samme – at indtægterne har svært ved at følge med udgifterne. Statens finanslov er rammen for, hvordan pengene skal bruge et år frem. Hvorfor ikke gøre det samme? Vi kalder det jo bare et budget.

Budgettet er din finanslov

Og i budgettet – din finanslov – gør du op, hvor mange penge, du har at gøre godt med. Og fordeler dem på de forskellige poster. Og har du de samme problemer som den danske stat, vil du opleve, at der skal prioriteres. Der er ting, man ikke kan få. Som man også ser det i finanslovsforhandlingerne. For privatøkonomien gælder det samme: Besparelser er aldrig populære – men ikke desto mindre nødvendige for at få det hele til at hænge sammen i hverdagen.

Finanslovsforhandlingerne er vigtige

Husk at få det hele med i budgettet. De udgifter, som er faste er til at få øje på, men der er et par ting, som let bliver overset. Budgetterer du på en måde, hvor der er plads til gaver? Ferie? Jul? Hvis man bruger mange penge på de pågældende ting, så skal de ind i budgettet – ellers kan det give ubehagelige overraskelser.  Brug den tid på jeres private finanslovsforhandlinger, der skal til. For alt skal med – og egentlig også gerne en buffer til de uforudsete udgifter. Hvis en økonomi er stram, skal den styres med hård hånd.

Er du vant til en mere løs økonomi, kan du forvente besparelser. For budgetter er til for at blive overholdt – ellers giver det ingen mening. For har man først sørget for, at der er penge til alt, der skal betales, er det jo alle impulskøbene og klatkøbene, det går ud over.  Og disse kan faktisk vælte en ellers sund økonomi. For vi køber ofte ting, vi slet ikke har brug for. Og det er ikke sikkert, din  finanslov efterlader et sådant råderum. Medmindre der er en post til det, naturligvis.

Styring åbner nye muligheder

Hele familien skal naturligvis være med  til at vedtage dette. Finanslove skal altid vedtages. Vi ved det fra Folketinget og det er ikke altid nemt. Det viser ofte sort på hvidt, hvordan vores økonomi er. Det viser, hvad der ikke kan lade sig gøre – men altså også, hvad der kan lade sig gøre. Måske kan man finde så store besparelser, at man kan spare sammen til noget, man virkelig ønsker? I stedet for at klatte med pengene? Og så er det pludselig, at privatøkonomi – som ellers synes uendeligt kedeligt for mange – begynder at blive sjovt. Tænk nu hvis, man kunne få råd til en større lejlighed? Eller rejsen til Nepal, som man altid har drømt om? Eller?

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.