Julen kan være en dyr omgang – efterfølgende opdager man, at kassen er tom. Måske mere end det. Røde tal på bundlinjen er ikke nogen kærkommen oplevelse. Det sker for mange. Igen og igen, endda. Måske er problemet at der er et år mellem hver gang – og det svækker hukommelsen?
Og er det iøvrigt noget at minde folk om, når julen er overstået – og det er for sent? Sket er sket! Bedre held næste år? Nej, der er ikke tale om held – eller uheld!
Julen varer længe – koster mange penge. Nej, det er naturligvis ikke for at vade rundt i det. Og, ja, det er for sent. For denne gang – vel at mærke. Men problemet er, at om et år har vi igen bragt afstand til det – og det sker måske igen. Vi har glemt, hvor meget julen kommer til at koste. Og i stedet for at glemme det hele, kan vi jo lægge en plan.
Spar op til julen
Det er jo en måde at undgå miseren på. Spar op. Nu hvor vi befinder os lige efter jul, kan vi jo tydeligt se, hvor meget vi har overskredet budgettet.Og hvis vi gør det samme næste år, ved vi jo cirka, hvor meget vi skal spare op. Man kan for eksempel oprette en konto og lave en automatisk overførsel hver uge. Hvis du blot overfører 100 kr. om ugen, vil du efter et år have over 5000 kr. De er “forsundet” for vores almindelige konto, sådan stille og roligt.
Mange bække små
100 kr. kan – for de fleste – ikke rigtigt mærkes. Men det kan 5000 kr. Og specielt til jul! Og er det automatiseret sker det helt af sig selv. Skal vi selv tage pengene fra hver måned, går der ikke længe inden det er glemt. Taget over et år er beløbet ikke stort – skulle man derimod tage det ud af julemånedens budget, kan det kun gå galt.
Ud over det, er det naturligvis vigtigt at holde hånd i hanke med julens udgifter. Pengene kommer let til at sidde løst – og fristelserne er mange. Derfor: Lav et budget – og overhold det! Læs også: Er juleudgifter uforudsete udgifter? Og svaret er naturligvis: Nej, julen kommer hvert år – oven i købet på samme tidspunkt!