Vi tænker nok ikke rigtig over det mere, for det er så inkorporeret i vores dagligdag. Men igennem de sidste par årtier er en stadig stigende andel af vores indtægt gået til medier og kommunikation. Vi bruger masser af penge på det. Der bliver flere og flere muligheder for at forbruge på dette område. Til trods for at døgnet stadigvæk kun har 24 timer. Tænk lidt over det – her kommer en stribe:
- Licens
- Kabel/digitalt TV,
- Internet, bredbånd. Bredere og bredere skal det – tilsyneladende være
- Mobilt Internet,
- Fastnettelefon,
- Mobiltelefon til tale og sms
- Data over mobiltelefon
- GPRS (eller lignende),
- TV på computeren
- Musik på computer,
- Mp3-afspiller
- Telefon.
- Eller DVD-film – lejede, købte eller pay-per-view. DVD-bokse med hele serier. Man kan også samle serier, der følger med bestemte ugeblade.
- Aviser
- Cd’er eller digital musik som vi køber vis nettet
Dertil kommer de apparater, det kræver at have det hele kørende. Og det er ikke så få endda. Det eneste, der nok er på retur, er radio – ja og aviser, der ikke er gratis. Ellers opruster vi. Prøv at kigge privatbudgettet igennem og se, hvor mange udgifter, der handler om kommunikation (og underholdning).
Vi opgraderer og opgraderer
Derudover kommer, at der kræves mere og mere af vores apparater, for at kunne klare kravene. Her tænker jeg på TV, computere, mobiltelefoner – er det, der bedst kan betegnes som krydsninger mellem de sidste 2. For 15-20 år siden havde mange af os en telefon, radio og et fjernsyn – og det var det. De helt unge ser vantro på en, når man fortæller det. Hvor må vi da have røvkedet os…
Penge – og tid
Så vi bruger uanede summer på det. Jeg har ikke regnet ud, hvor meget – men givetvis rigeligt. Det ville nok give et mindre chok, hvis man vidste det. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor meget af vores tid, det tager? For det er jo den anden side af sagen. Vi arbejder færre timer end nogensinde – og føler alligevel, at vi ikke har tid nok.
Spar penge på medier og kommunikation
Ok, vi kommer nok ikke uden om det – især os med børn (eller værre endnu: teenagere!). Men lad os sørge for, at vi ikke betaler mere end godt er? Det er et område, hvor der faktisk er noget at spare. Netop fordi der er så mange aktører på markedet. Der er jævnligt priskrig – det er et stort marked. Holder man godt øje, kan man nedskære udgifterne betragteligt. Især hvis man sørger for ikke at falde for de store løsninger. Og samtidigt er dette et område, hvor der er muligheder for at få luget ud:
- Hvem har brug for 50 MBIT bredbånd?
- Eller “den store TV-pakke”? Hvor meget TV kan man nå at se. Masser af kanaler – hvor mange kigger man reelt på?
- Hvad med mobiltelefoni, der nemt koster 4-5oo om måneden? Det kan godt være, man får rigtigt meget – men er der brug for det?
Lug ud i skidtet?
Hvis man nu regnede hele sit “medieforbrug” sammen, tror jeg, det ville vise, at det udgør en forbløffende stor det af vores udgifter. Har vi virkelig råd til at bruge så meget? Og har vi tid? Uanset grunden, er det da noget, der kunne være værd at se nærmere på.