Tøj: Shopamok for 300 kr.

Det bliver ikke meget sommertøj, du får for de penge, hvad? Joh, jeg regner med at få en del, faktisk. Jeg skal nemlig på bagagerumsmarked! Jeg har gjort det de sidste par år. Og jeg har fået sommertøj nok, skulle jeg hilse at sige. Jeg tager på bagagerumsmarked – for mit vedkommende er det på Ingerslev Boulevard i Århus, en del andre byer har efterhånden lignende bagagerumsmarkeder. Info om Ingerslev Boulevard bagagerumsmarked nederst i indlægget.

Tøj-budget: 300 kr.

Ja, den er god nok, det er hvad jeg sætter af til indkøbene – og det rækker længere end man skulle tro. Og det er ikke gammelt, udslidt tøj, jeg får, tværtimod. Det mange sælger ud af er ofte det, de aldrig fik brugt ret meget – eller deciderede fejlkøb. Jeg skal lige bemærke, at det ikke er mærkevaretøj, jeg køber. der skal man måske nok lægge lidt flere penge i.
Det kan varmt anbefales, at købe ind på den måde. Det er en sjov fornemmelse, at føle, at man har råd. Selvom man – ret beset – ikke har ret mange penge. Fordelen ved bagagerumsmarkedet er, at der der mange handlende og dermed meget at vælge imellem. Og standarden på tøjet er noget højere end den, man normalt kender fra loppemarkeder.

Bagagerumsmarkeds indkøbstips

  • Gør dig klart, hvad du vil købe. Du skal vide, hvad det er du leder efter. Så du ikke kommer hjem med jeans og jakker, hvis det er sommerkjoler og badetøj, du mangler.
  • Kend dine mål.Du skal måle dig selv – og skrive dine mål ned. Det er nemlig ikke altid det letteste sted at prøve tøj, når man er på bagagerumsmarked. Hvis du kender dine mål, kan du måle tøjet – og dermed se, om det passer dig. Husk at medbringe et centimetermål.
  • Hvilke snit skal jeg gå efter? Noget klæder dig bedre end andet – og prøverum eller spejle er der ikke noget af. Hvis du er i tvivl, så kig i din garderobe, for at finde ud af, hvad der klæder dig.
  • Husk kontanter, gerne småpenge. Ikke alle handlende på bagagerumsmarkeder har har masser af byttepenge med.
  • Husk at tage en god, stor taske med. Det er et bagagerumsmarked, ikke en modebutik – der er ingen smarte indkøbsposer her.
  • Husk at prutte om prisen. Du kan ofte få slået lidt af prisen – især hvis du køber flere ting samme sted.

Læs mere om tøjindkøb på bagagerumsmarked og loppemarked.

Bagagerumsmarkeder er alle vegne

Det er naturligvis ikke alle, der bor i nærheden af Ingerslevs Boulevard i Århus. Men efterhånden er der bagagerumsmarkeder overalt. Læs mere om, hvordan du finder et bagagerumsmarked nær dig.

God fornøjelse.

OPDATERING 5. april 2008

Jeg kan se på min statistik, at mange, der læser dette indlæg, har søgt “bagagerumsmarked, ingerslev boulevard”. Deres hjemmesiden kommer ikke frem på første side på Google – det gør min til gengæld.

Da jeg har en idé om, at der kunne være nogle, der søgte efter info om bagagerumsmarkedet på Ingerslev Boulevard specifikt, vil jeg gerne henvise til hjemmesiden http://lions-bagagerumsmarked.dk/Hvad angår andre bagagerumsmarkeder o. l. rundt omkring i landet  – se indlæg om Markedskalenderen. Her finder du også et link til Markedskalenderen.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.