Det er et spørgsmål vi stiller os selv en gang imellem. Der er flere opfattelser af, hvad miljøvenlig egentlig er. Reklamebranchen bruger det – og misbruger det. De forsøger i den grad at overgå hinanden med den mest miljøvenlige bil.
Reklamerne fortæller om bilernes (miljø)fortræffeligheder. Nogle er så miljøvenlige, at der næsten gror græs på dem 😉 Så må man da kunne køre løs – med god samvittighed, ikke? Det er jo miljøvenligt, så hvad er problemet?
Skal miljøvenligt være dyrt?
Det er det, de gerne vil have os til at tro. Men hvis man nu tænker sig om ved man godt, hvad der ville være mest miljøvenligt, nemlig ikke at have bil. Og det er ikke dyrt! Men det er måske tanken, vi ikke har lyst til at tænke? Vi bliver hele tiden konfronteret med, at de miljøvenlige løsninger er meget dyre. Man kan næsten få dårlig samvittighed over ikke at have råd til det. Men der er en anden løsning. En ganske anderledes løsning. Måske handler det i virkeligheden om at skrue ned for forbruget?
Vi ville nemlig hjælpe miljøet ene og alene ved ikke at forbruge nær så meget. Vi bruger og smider væk. Det koster masser af ressourcer både i fremstilling og bortskaffelse. Vi producerer mere og mere. Affaldsbjergene bliver større og større. Vi kunne sagtens reducere det meget. Det er absolut ikke livsnødvendigheder, der er tale om.
»Det ville kræve et holdningsskifte, og at folk begynder at tænke på, at der også bliver genereret affald, inden de køber en vare. Før man står med en 100 gram ny mobiltelefon, er der brugt 100 kilo råstoffer. Så hvis man lod være med at købe den telefon, så havde man affaldsforebygget rigtig meget,« forklarer Julie Svendsen. (kilde: Politiken.dk)
Alt det, vi ikke bruger…
Vi skal bare forbruge mindre. Det er simpelt, meget simpelt. Ikke købe noget andet, noget mere miljøvenligt – bare lade være at købe. Men det kræver en mentalitetsændring – og her kommer det svære. Men man kan da starte med sig selv. I dag. Og det handler ikke bare om biler og telefoner – men alt muligt. Vi har vænnet os til “bare at købe”. Måske er det slet ikke nødvendigt?
Og det hele er nok lidt i modstrid mod alt det vi får tudet ørerne fulde af: At vi skal forbruge, sådan at hjulene kan køre rundt og vi kan komme ud af den økonomiske krise, vi befinder os i. At forbruge løs, er næsten at vise samfundssind. Men det er svært at se det miljøvenlige i det.
Vi kan nemlig sortere alt det unødvendige fra – og det er endda ikke så lidt. Ikke at vi skal leve efter Simple Life ideen – bare få sorteret alt det fra, vi ikke har brug for. Og husk, der er jo ikke kun en miljømæssig gevinst, men så sandelig også en økonomisk. Billeder fra FreeDigitalPhotos.net