Man kan da ikke købe børnetøj i Bilka!

Dette var den mest forbløffende besked, jeg fik ud af genudsendelsen af Luksusfælden søndag 17.10.2010. Og det var noget, der kom fra hjertet. Det kom fra en deltager med en så stor sikkerhed, at andre næsten måtte blive i tvivl om de var rigtigt kloge.

Her tænker jeg på dem, der rent faktisk køber børnetøjet i Føtex eller Bilka – og synes det er udmærket. Nej, det er ikke mærkevarer, men så er det så meget andet. Og de helt små børn er sikker ligeglade.

Forældrenes forfængelighed – ikke børnenes

Jo, man kan selvfølgelig sagtens købe børnetøjet der. Og man kan gøre det, der er værre – købe det brugt. Det går på ingen måde ud over børnene – især ikke de små. Hvis det støder nogens forfængelighed, må det absolut være forældrenes.

Men har man ikke gjort det før, forestiller man sig måske det værste. Billigt bras. Dårlig pasform. Restpartier. Eller at det “ser billigt ud” – som jeg har hørt mange sige. Uden dog helt at kunne præcisere, hvad det indebærer. Nu er det sådan, at man kan købe nøjagtigt det tøj, man har råd til – uanset hvilke holdninger, man måtte have.

Små børn er ligeglade med det

Benyt jer af det, mens de er små. De er dyre nok i drift i forvejen. Helt små børn er ikke modebevidste. De skal naturligvis kunne holde varmen og ikke blive våde. Og have rent tøj. men intet af det har noget som helst at gøre med, hvor det er købt. Eller om det er købt nyt eller brugt – for den sags skyld.

Og dem, der forestiller sig børn i laser og pjalter eller i for småt tøj, kan tro om igen. Brugt tøj findes i store mængder til rimelige priser. Og det er ordentligt tøj. Tænk bare på, hvor kort tid et barn bruger sit tøj før det er for småt. Det meste tøj kan holde til adskillige børn.

Så køb billigt mens tid er. De kan ganske vist have præferencer når de bliver lidt større. En bestemt stil – og yndlingsfarver. Ikke nødvendigvis bestemte mærker. Hvis de dyre mærkevarer huserer i børnehaverne, der ikke fordi børnene forlanger det – det er forældrene, der har foretaget valget.

De kan jo tidsnok komme ind i ræset. Men jo senere, jo bedre. Hvis det står til mig…

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.