Luffe og Sanne – og de små, nemme afdrag..?

Vi kender alle reklamerne fra L’easy, hvor Luffe og Sanne anskaffer sig alverdens forbrugsgoder – på afbetaling. Men er der nogen, der har regnet på, hvor lever Luffe og Sanne efterhånden betaler om måneden. Jeg ville egentlig ønske, at jeg henad vejen havde noteret det ned, hver gang de købte noget nyt. Med beløb på. For jeg er nemlig ganske overbevist om, at fik vi hele historien med, ville det ikke vise, hvor (næsten latterligt) billigt, det er. Tværtimod. For med de efterhånden temmelig mange afbetalingskøb, de 2 har på samvittigheden, må de da skulle af med et klækkeligt beløb hver eneste måned? Hvis man lægger det hele sammen, mon så ikke det vejer tungt på budgettet.

Ja, ved godt, at hver enkelt brugsgenstand købt fra L’easy betales med et ganske lille beløb. Men der er mange små beløb, som skal lægges sammen – og så er det lige pludselig ikke så lidt endda. Hvis vi vælger L’easy-modellen til vores anskaffelser, kommer vi reelt til at betale meget, meget mere for tingene end hvis vi ordnede det hele på gammeldags vis og bare købte tingene, når vi havde råd.

Nu ved jeg godt, at Sanne og Luffe er reklamefigurer. Men der stadig mennesker, der får deres nyanskaffelser på denne måde. Og mange af dem, er desværre folk, der ikke har ret mange penge til rådighed. Og det bliver det jo ikke bedre af.

Kig dig for – regn den ud!

Der er der flere grunde til. Den værste af dem er naturligvis renterne – det er langtfra usædvanligt, at prisen med renter er tæt på den dobbelte af kontantprisen. Vi betaler altså dobbelt op – ganske frivilligt. Dertil kommer, at man er bedre stillet, hvis man betaler kontant. Dels har man mulighed for at shoppe rundt og finde den rigtige pris. Og man har mulighed for at handle lidt. Der er nemlig meget hård konkurrence på det felt – så der er nogle gange mulighed for at få slået lidt af prisen. Dertil kommer, at netop afbetalingskøb gør, at vi har lettere ved at komme til at købe noget, vi ellers ikke ville have købt. Eller vi kommer til at opgradere – altså købe dyrere end vi ellers ville. Pengene sidder på en eller anden måde lidt mere løst, når vi ikke skal slippe dem lige med det samme.

Mange bække små….

Det skal dog i sandhedens interesse siges, at dette ikke er møntet specielt på L’easy. Det er bare dem, der eksponerer sig mest på dette felt. Der er masser af andre, der praktiserer det samme. Og det er hverken værre eller bedre. Det man skal gøre, hvis man står og overvejer et afbetalingskøb, er at lægge alle tal på bordet, så man kan se hvad man reelt kommer til at betale. Hvis man betaler overpris skal man i det mindste gøre det på et oplyst grundlag! Og så skal man også lige tage et kig på løbetiden på lånet. Matcher den produktet? For eksempel ser man ofte computere, hvor løbetiden på lånet er 72 måneder. Det betyder, at du stadig betaler afdrag indtil 6 år er gået. Men hvor længe plejer du at bruge en computer før den er forældet? Næppe 6 år….

Der er al mulig grund til at overveje om man overhovedet skal låne til sådanne forbrugsgoder, når man ville kunne få det til det halve hvis man valgte at spare op i stedet? I hvert fald skal man undersøge, hvor meget lånet reelt koster. Vil man absolut låne, må det i det mindste være på et oplyst grundlag. Og måske har banken et bedre tilbud?

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.