Jeg elsker byttemarkeder!

Jeg er helt med på ideen om byttemarkeder. I en grad, så jeg har svært ved at forstå, at alle andre ikke elsker dem! Men det kræver naturligvis, at man er til genbrug. For så er der masser af penge at spare. Således har jeg byttet mig til det meste af min sommergarderobe. Taget afsted med en kuffert med tøj, jeg ikke brugte mere – af alle mulige grunde. Og kommet hjem nogle timer senere med noget “nyt” til min garderobe.

Det var i foråret, hvor der var et stort byttemarked i Århus i forbindelse med Århus Sustainability Festival. Der var naturligvis andre ting end tøj, men tøj er nok noget af det mere oplagte.

Fordelen ved et byttemarked i forhold til “bare” at bytte med dem, man kender, er udvalget. Der kommer masser af mennesker til byttemarkederne – og med dem endnu flere byttemuligheder.

Gør en god (bytte)handel!

Jeg har faktisk svært ved at se, hvordan det kan undgå at blive en god handel:

  • Jeg samler en masse ting, som jeg ikke kan bruge til noget (men som naturligvis kan have brugsværdi for andre). Dem afleverer jeg gladeligt, for så ligger de da ikke og fylder mere.
  • Derefter går jeg på hugst i andres brugte ting efter noget, jeg har brug for. Og det er der som regel en del af!

Hvordan det kan undgå at blive en god handel, er svært at se. Også selvom jeg skulle komme hjem med væsentligt mindre end jeg medbragte. For de ting, jeg får, er jo nogle, jeg kan bruge. I modsætning til det, jeg medbragte!

Jeg er sikker på, at mange andre har set fidusen. Jeg skal snart afsted igen – denne gang til byttemarked på Viby Bibliotek (interesserede kan bruge linket). Og jeg er ved at sortere ud i mine gemmer. Måske er det vintergarderoben, der kommer på plads denne gang? Det er lidt ligesom fordums “tøjbytteaftener” – som vi havde dem i 80’erne. Bare med meget, meget mere tøj! Og med en masse andet end tøj oveni…

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.