Hvorfor egentlig spare op?

Os, der egentlig ikke har råd, hvorfor skal vi spare op? Vi har til dagen og vejen – det går lige. Er det så ikke godt nok? Jo, måske, for nogle…

Det er selvfølgelig altid rart at have penge stående. At have flere penge. Men det gør selvfølgelig, at der er noget i dagligdagen, der må skæres ned på. For at have lyst til det, skal man selvfølgelig have en god grund til, at man skal have penge stående. Der kan dog være flere gode grunde til at “spare op selvom man ikke har råd”:

*Uforudsete udgifter. Det kan være alt mellem himmel og jord. Bilregninger kender vi alle til, et skattesmæk, efterregninger på el eller varme, er en anden mulighed. Tandlægen, hvor man skal have lavet et større arbejde. Man kan have brug for advokatbistand – det er heller ikke gratis. Der er flere muligheder. Tænk tilbage, du har sikkert selv et par eksempler.

*Nødsituationer eller ændrede livsvilkår. Dette kan også give brug for luft i økonomien. Man kan blive syg, miste sit job. Eller man skal måske flytte. Familieforøgelse er som regel heller ikke gratis. Ja, også de positive ting, kan være dyre.

*Gældsafvikling. Er du i gæld, kan du bruge din opsparing til at få gælden ud af verden. Især forbrugsgæld er dyr i drift. At se gælden rasle ned, kan være en ligeså positiv oplevelse som at se opsparingskontoen stige.

*Gældsforebyggelse. Har du penge opsparet, kan det spare dig for at skulle i kløerne på finansieringsselskaber, der tager høje renter. Selskaberne lukrerer på dem, der ikke har råd. Mennesker, der har råd, ville aldrig låne penge til så høj en rente. Du kan i stedet købe kontant. Det er langt det billigste i længden. Jeg ved godt, at finansieringsselskaberne gør deres for at få det til at se billigt ud. Tro mig, det er ikke billigt. Beløbet er bare angivet pr. måned, for eksempel 72 måneder. Og så skal man gange med 72! Hvis man sparer op til kommende nyanskaffelser, undgår man behovet for at låne.

Der er altså mange gode grunde til at spare op. Sikkert også flere end de, jeg har med her. Især i en trængt økonomi er det godt at have “lidt på kistebunden”.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.