Føler du dig presset til at købe dyre gaver til børnene? Hvis ja, så er du ikke den eneste! En stor nordisk undersøgelse viser nemlig, at 4 ud af 10 voksne er parat til at købe på klods eller låne penge for at kunne købe den “rigtige” gave til barnet (eller barnebarnet).
Undersøgelsen viser også, at hvert barn under 18 år hvert år får fødselsdagsgaver for 9000 kr. Det er naturligvis et gennemsnit – og det kræver nok ikke de store regnekundskaber at regne ud, at det er der mange, der ikke har råd til. Mange har jo flere børn – og så taler vi om 9000 kr. pr. barn.
Politiken.dk skriver i artiklen: Forældre køber børns gaver på klods:
»Det kommer bag på mig at gaveniveauerne er så høje. Især forældre og bedsteforældre giver ekstreme gaver.
Samtidig kan vi se, at mange er parate til at låne penge eller købe på kredit, hvis de ikke har råd til at købe en gave, og det er bekymrende«, siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen til Politiken.«
Stå af (gave)ræset
Mange familier er under pres på dette område. Ellers ville de givetvis ikke gå så langt som til at låne for at kunne købe dyre gaver. Enlige forsørgere med kun en indtægt, må især være under pres. Eller bare dem med de lave indkomster. Det er ikke holdbart. Der er jo også en hverdag, der skal fungere. Ja, faktisk er det hverdag resten af årets dage….
Gavestørrelser: Hvorfor skal vi sammenligne?
Derfor er det en god ide, at tage dette op til revision. Selvom det er af god vilje og at man vil give sin børn det bedste, er det ikke sikkert, at det er det bedste for børnene. Har man en lav indkomst, skal man ikke føle sig presset til at kunne give det samme som dem med en høj indkomst – og det kan man i sagens natur ikke. Og bør heller ikke. Det er ikke nødvendigvis det rette signal at sende.
Slap af – mindre kan godt gøre det
Det vil belaste økonomien alt for meget – og det er ikke nogen fordel for børnene – ikke på den lange bane. Og jorden går ikke under fordi børnenes gaver ikke er præcis hvad de ønskede, vel? For megen låntagning belaster privatøkonomien unødigt – og det kommer også børnene til at mærke. Lån skal betales tilbage. Man kan ikke bruge de samme penge to gange…
Forkerte signaler
Desuden er det måske ikke det bedste signal at sende til børnene? Hvis signalet er, at man bare låner, hvis man ikke har råd? Hvem ønsker, at børnene skal tage en sådan adfærd til sig? Uanset hvad vi gerne vil tro, er det fra os at børnene lærer om økonomi. Børn tager ikke skade af at få at vide, at der er ting, der ikke er råd til. Sådan er virkeligheden – også den virkelighed, de kommer ud til, når de flytter hjemmefra og måske skal leve af SU eller elevløn? Så er der ikke råd – ikke til ret meget. Så ar de forhåbentligt ikke lært, at så gar man bare ud og låner….