Endnu et udsalg truer…?

Udsalget er over os igen. Det legendariske juleudsalg, som folk valfarter til. Nogle er helt euforiske omkring det. Nu skal der rigtigt spares! Men desværre sker der det for mange at de kommer til at bruge penge i stedet. Man vil hurtigt opdage, at det der med at spare penge, det er dyrt.

Det er lige efter jul. Den tid på året, hvor mange danskere allerede har brugt for mange penge.

Udsalgets fælder…

..er desværre mange. Her kommer nogle faldgruber, som det er en god ide at navigere udenom.

Stol aldrig på en før-pris! Eller – endnu værre – markedspris eller værdi! Der er butikker, der er ærlige omkring det, men der er mange, der ikke er. Vurdér udelukkende, om den pris, du skal betale nu, er rimelig – eller er inden for dit budget. Hvis ikke er det jo i bund og grund ligegyldigt, hvad den har kostet før.

Bliv hjemme! Hvis du hører til dem, der slet ikke kan styre dankortet når der er udsalg, er der nok kun en vej frem. Bliv hjemme. Og skulle du føle dig fristet, så brug i stedet tiden på at kigge på sidste januars kontoudtog.

Kend din købelov. Sørg altid for at undersøge butikken regler for bytning og retur. Købeloven giver dig hverken bytteret eller returret – i modsætning til, hvad mange tror. Det er der derimod mange butikker, der gør. Men nogle vælger ikke at give dig denne ret ved nedsatte varer. Spørg derfor butikken. Og få det om nødvendigt skrevet på bonen.

Prøv altid tøjet. Det kan være meget svært at vurdere størrelse og pasform uden at prøve. Man ender alt for nemt med fejlkøb, som man maske ikke kan – eller ikke får taget sig sammen til at – returenere.

Brug kun det, du har råd til. Sæt en grænse for, hvor meget du vil spendere på udsalg – så undgår du at det løber løbsk.

Stil dig selv et par spørgsmål, som kan sætte en dæmper på forbruget:

  • Har jeg råd til det?
  • Hvis jeg ikke køber det nu, vil jeg så ærgre mig senere?
  • Når du stiller spørgsmålene, så gør det ved alting – uanset pris. Ingen bagatelgrænse. Selvom hver enkelt ting “næsten ikke koster noget” kan man sagtens købe sig fattig – blot der er nok af dem.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.