Den billigste isfjerner til bilen….

Nu er det ikke os alle, der har garage og kan komme ud om morgenen til en isfri bil. Og det der med isen på bilen har vi mærket til fulde. Og der er flere muligheder for at komme af med isen – ikke alle lige ideelle. Jeg ser om morgenen på parkeringspladsen, at mange vælger den bekvemme: Start bilen og lad den køre et kvarters tid – så er den såmænd rimeligt af-iset – og dejlig varm. Dette er samtidig ubestridt den dyreste og mindst miljøvenlige måde at få fjernet al den uønskede is.

Af-isningens kunst – kort fortalt

Man kan naturligvis angribe bilen med en ganske gemen isskraber. Miljømæssigt og økonomisk det absolut bedste, men som oftest noget af en kold omgang. Så kan man bruge den dyre de-icer, man kan købe i de fleste tankstationer og supermarkeder. En flaske til 30 kr. rækker desværre ikke langt – ikke i vinteren 2010, i hvert fald. Du slipper noget billigere, hvis du laver din egen is-fjerner, de-icer, eller hvad man nu skal kalde den.

Is fjerner – næsten gratis

Og hvor finder man så metoden, der tager hensyn til det hele? Ja, min personlige favorit kommer her:

  • Tag en 1½ litersflaske med varmt vand fra hanen. På rigtig kolde dage skal man somme tider bruge 2 flasker. Ikke kogende vand eller noget, der ligner. 40-50 grader er fuldt tilstrækkeligt. Det skal jo hældes på frosne ruder – og for stor temperaturforskel kan sprænge ruden.
  • Hæld det på bilruderne.
  • Så snart du har hældt det på en bilrude, kører du en svaber hen over, så vandet ikke fryser fast.
  • Varmen bevirker også, at hvis der skulle sidde is på indersiden af bilruden, vil det også tø op. Så kan du straks tage det med en svaber eller en klud.
  • Hvis du ved, at du senere på dagen skal ud til en dybfrossen bil et sted, kan du koge vand og komme det i den termokande. Det vil naturligvis køle ned, men som regel stadig kunne bruges mange timer senere. Jeg gør det ofte når jeg har aftenvagt og skal ud til en frossen bil kl. 21.30 – det virker upåklageligt. Jeg kunne selvfølgelig også tage flaskerne med ind og fylde dem op…

frossen-bilrude-150x100
Ingen kemikalier – og det koster næsten intet. Og alligevel er det en af de mere behagelige måder. Du skal investere en smule – men ikke meget. Måske mindre end du betaler for en enkelt flaske de-icer:

  • 1-2 flasker. Det kan være 1½ liters sodavandsflasker. Eller måske flasker fra eddike eller lignende
  • En badeværelses-svaber. Min egen er købt i IKEA  for en flad femmer…
  • En termokande. De fleste har en aflagt, der kan bruges til formålet. Eller du kan købe en gammel termokande på loppemarked. Hvis den ikke er særlig køn, koster den næppe mere end en ti’er…
  • Udover det skal du kun bruge vand.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.