Nej, jeg mener naturligvis ikke altid. Rådet her henvender sig specielt til dem, der ikke har det så nemt med at gå forbi forretninger uden at købe. Impulskøb, “shopping” osv. har vist sig yderst giftigt for en stram økonomi. Så hvis du ikke behøver at handle, skal du ikke gå på indkøb af ren og skær kedsomhed. Det er for dyrt:
Shopping er ikke….
- Shopping er ikke tidsfordriv (kun for dem, der har penge nok, i hvert fald)
- Shopping er ikke underholdning. Der er masser af andre ting, der er lige så underholdende, men langt billigere.
- Shopping skal ikke være “belønning” efter en hård dag. Hvis du synes, at du virkelig har fortjent det, så tænk på det på denne måde: Har du ikke snarere fortjent en sund økonomi.
Kan du ikke administrere det?
Jeg har en veninde, der bestemte sig for, at hun ganske enkelt ikke skulle ind til byen og handle mere – medmindre det var bydende nødvendigt. Problemet var alt det fine tøj, der nærmest skreg, at det gerne ville med hende hjem. Når hun ingen penge havde, skreg det endnu mere. Hun har vist mig masser af tøj, som kun er brugt en gang eller 2 – men har kostet mange, mange penge. Så slut med det, kort proces.
Man kan ikke shoppe uden penge
Alternativt kan du lade pengene blive hjemme. For det er jo ikke sikkert, du helt kan undgå det. Tag derfor kun penge med til det du ved, du skal købe. Og husk lige – kreditkort/betalingskort er også en slags penge.