Luksusfælden giver altid stof til eftertanke for. Ikke kun fordi sagerne altid er så meget sat på spidsen som det nu engang er med reality-tv? Men også fordi der ind imellem er noget, der sagtens kunne vendes på hovedet en gang til. Sommetider er der måske muligheder, hvor man tænker lidt mere ud af boksen?
Jeg har lige set en genudsendelse af (endnu) et program. Her bliver familien konfronteret med valget mellem at sælge deres hus eller skære helt ind til benet. Mange har nemlig sat sig for dyrt – dengang ingen rigtig vidste hvad ordene “finanskrise” og “recession” betød. Familien valgte i sidste ende at beholde boligen – og suge på lappen. Dette var helt mod de anbefalinger, de fik – ud fra den betragtning, at de ikke ville kunne holde et superstramt budget.
Hvor vigtig er boligen?
Spørgsmålet er så, hvor vigtig den bolig er? Og det er jo individuelt. Det er dog aldrig uvæsentligt, hvordan man bor. Og hvor vigtig den er, er vel også baggrund for, i hvor høj grad, man er klar til at ofre alt muligt andet. Der er som regel altid noget, der kan ofres. Betyder den så meget, at bilen kan undværes? Madbudgettet holdes i bund? Ingen nye møbler i mange år? Genbrugstøj i stedet for nyt? Og så videre – for mulighederne er mange.
Bo over evne – lev under evne
Det minder mig et par, der engang traf et lignende valg. Ikke fordi de havde levet over evne. Men den ene begyndte at studere – og de ventede et barn. De to ting ændrer unægteligt en ellers solid økonomi – så ejerlejligheden blev pludselig for dyr. Så den skulle sælges.
Det blev den dog ikke. De fik nemlig et andet råd, som de valgte at tage til sig. Det var noget i denne retning: “Man skal bo over evne – og leve under evne. Når man er glad for det sted, man bor har man ikke så meget brug for at gå ud. Og det er dyrt at gå ud!”. Og det er jo sådan set rigtigt nok. Og sådan blev det. Men de var naturligvis indstillet på, at alt overflødigt skulle skæres fra. Og det blev det! Og det betyder i praksis, at man skal ændre sin økonomiske adfærd betragteligt.
I praksis vil det sige, at man vælger boligen, og skærer ALT overflødigt forbrug fra. Og jeg mener ALT. Hvis man har gjort op med sig selv, at boligen er vigtig nok, er det måske ikke det sværeste valg at tage. Måske har man ikke brug for take-away, brug for at gå på restaurant? Eller for nyt tøj og biografture? Eller den store TV-pakke? Eller hurtigt Internet? Eller nyt TV, computer – eller noget af alt det andet, mange af vores penge går til? Eller bilen – er en nødvendig? Ferierejsen sydpå – heller ingen livsnødvendighed.
Det er naturligvis noget, der skal overvejes nøje. For det er ikke bare i dag og i morgen og næste måned. Det er en årrække frem i tiden man skal leve på denne måde. Det skal altså være en livsstil, man er klar til at gå ind i.
Hvad er mulighederne?
I bund og grund er det nok allervigtigst, at man kan se sine valgmuligheder helt tydeligt. I Luksusfælden skæres det ud i pap. I nogle tilfælde kan økonomien blive så kompliceret eller så langt ude, at der skal eksperter på banen. Men i mange tilfælde ville man selv kunne gøre det op. Måske ikke med “penge på bordet” – men for eksempel med et excel-ark, hvor man har mulighed for at flytte rundt på beløbene.
Det med at acceptere boligudgifterne og så skære ned på alt muligt andet bør dog kun være noget, man foretager sig med en bolig, man allerede har. Det bør i bund og grund ikke være en måde, man køber bolig på – det ville være alt for risikabelt. Men mange står idag med en bolig, de kan risikere at sælge med stort tab. Eller slet ikke kan sælge?
