Det lyder jo intet mere end uhyrligt. Men det sælges i stor stil. Hvis det så havde været gourmetkaffe, serveret på restaurant, kunne man måske endda forstå det lidt. Men det er det ikke – det er den Coffee-to-go, som sælges alle vegne. Den kan faktisk godt komme op på 130 kroner for en liter – eller mere – uden at anstrenge sig synderligt.
Men mange køber faktisk kaffe på denne måde – på farten, i papkrus…
Kaffe på farten er hvermandseje
Engang regnede vi det for en luksus at købe kaffe på vejen. Altså noget, man kunne gøre, hvis man havde råd. Men ikke mere – det er blevet mainstream med Coffee-to-go. Høj som lav går rundt med et kaffekrus alle vegne. I bussen, ved stoppestedet, mens man venter på toget – alle vegne. Og mange tænker ikke over de penge, de bruger. Det er jo ikke så mange penge. En tyver her og en tyver der. Men det løber op. For mange er det nemlig ikke en bare engang imellem – det er en (næsten) daglig foreteelse. Og så koster det faktisk kassen.
Regn på kaffen
En kop kaffe-to-go til 20 kr. om dagen, bliver 140 kr. om ugen. Et år har 52 uger – altså 7280 kr. om året. Og så er det pludselig mange penge. Taget i betragtning, at de går til kaffe – og ikke ret megen kaffe, når det kommer til stykket. Kan man holde sig til at drikke kaffe derhjemme og på arbejde, er pengene sparet. Ser man på den økonomiske side, kan det være et godt sted at spare, når økonomien er stram. Over 7000 kr. årligt på kaffe – det er da lidt af en post.
Dermed ikke sagt, at man aldrig skal købe kaffe på farten, måske bare være lidt mere bevidst om det. Hvem ville bruge 7000 kr. årligt på halvkedelig kaffe..?
Mange bække små
Problemet er nemlig , at man ikke lægger mærke til det når man kun betaler et lille beløb af gangen. Og det snyder en, for man kan ikke følge med i, hvor meget man bruger. Og køber man også lige en sodavand eller burger på vejen hjem, kan man jo doble beløbet.