Vi kan alle blive arbejdsløse…


Det er ikke en rar tanke – der er mange, der ikke ønsker at tænke den til ende. Gennem flere år har man set den tendens, at mange har undladt at betale til a-kassen i den tro, at det ikke kunne ramme dem. Men alt har forandret sig i løbet af et par år. Bare for 2 år siden virkede det at være sygeplejerske som verdens sikreste job. Men heller ikke sygeplejersker kan mere vide sig sikre.

Jeg mister ikke mit job

Nogle siger, at deres virksomhed aldrig ville fyre dem. Andre at der ingen arbejdsløshed er inde for deres fag. Men der er – desværre – mange måder, hvorpå man kan ryge ud i kulden (eller hvad man nu skal kalde det).

  • Firmaet går nedenom og hjem. Så står man uden job.
  • Firmaet flytter til at andet sted i landet – eller til et andet land. Så står du uden job. Medmindre du flytter med.
  • Firmaet skærer ned – eller omstrukturerer, som nogen også kalder det
  • Du bliver langtids-syg – det vil ofte ende med at man står uden job.
  • Jobmulighederne inden for din branche ændres. For få år siden blev arkitekter og ingeniører nærmest headhuntet. I dag står mange uden job.
  • Du får en chef, du ikke kan forliges med. Også her kan det gå galt – i hvert fald over tid.

Det kan altså ske for mange. Og desværre sker det for mange. Ingen kan helt sige sig fri. Jeg vil ikke direkte sige, at det er noget, man skal kalkulere med –  men det er i hvert fald ikke noget, man skal afskrive. Det er andre tider og dermed er man nødt til at forholde sig anderledes.

Tænk tanken til ende…

Jeg synes endda det kan være en god ide at lege lidt med tanken. Ikke for at male fanden på væggen. Men der ligger også en vis sikkerhed i, at man har taget stilling til, hvad der er af muligheder, hvis man er en af de uheldige.

Hvad ville der ske, hvis jeg blev arbejdsløs? Mange har ikke tænkt tanken til ende. Og det er da heller ikke den rareste tanke. Og det går hårdt ud over deres økonomi, medmindre de tager konsekvensen og laver de nødvendige tilpasninger. Og her er det, man kunne – bare for et eksperiments skyld – prøve at lægge et budget, der fortæller dig, hvordan tingene ville se ud. Så ved man, hvad det er, man skal justere på. For justeres skal der hvis uheldet er ude. Mange kommer i økonomisk uføre fordi de forstsætter deres forbrug som om intet var hændt.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *