Udsalg! Gå ikke i fælden!

Udsalg igen! Denne gang er det et sommerudsalg, der er skudt tidligt i gang. Selvom udsalget ofte regnes for tiden, hvor der kan spares penge, skal der alligevel lyde et par advarsler herfra! Der er mange muligheder for at forkøbe sig – så har man tendens til det, er det bare med at holde tungen lige i munden.


Herfra må der lyde en advarsel mod de lokkende gule skilte, som er over hele byen. Nu er der jo ikke noget, der bliver billigt, bare fordi det skiltes med gult! Og det er ikke sikkert, man har brug for det – blot fordi det er billigt!

Styr impulskøbene!

Kan man slet ikke styre sine impulser/impulskøb, skulle man måske holde sig hjemme? I hvert fald er det en god ide at komme beredt. Tænk tilbage på de sidste udsalg, du deltog i. Købte du en masse, du ikke fik brugt alligevel? Fik du brugt for mange penge? Alting står mere klart i et tilbageblik. Så tag lige tiden til at tænke dig om inden du bevæger dig ud i det store udsalgshelvede.

Udsalg er nærmest konstrueret til, at du skal forkøbe dig. Fælder er der nok af. Går du på udslag for at spare penge, skal du ikke gå på må og få – du skal gå systematisk til værks!

Udsalg - sparer du penge eller bruger du penge?

Udsalg – pas på udsalgsfælden

  • Overvej først, om du overhovedet mangler noget. Bare fordi noget er billigt, behøver det ikke at betyde, at du skal købe det, vel?
  • Gå helt nøgternt igennem, om der er ting, du rent faktisk mangler. Og når jeg siger “mangler” – ja, så taler jeg om ting, du alligevel skulle købe. For så kunne der være penge at spare.
  • Skriv ned, hvad det er, du mangler. Altså en indkøbsliste i stil med den man bruger, når man køber ind. Vi snakker om noget meget konkret. Ikke noget med for eksempel “sommertøj” eller “legetøj”….
  • Tjek reklamer og tilbudsaviser, om noget af det dukker op. Når du er på udsalgsstedet, skal du bare hente det. Ikke kigge på alt muligt andet fristende.
  • Var varen udsolgt, så lad det være. Det skulle ikke være i denne omgang.
  • Er du i tvivl når du ser varen? Så lad være med at købe.
  • Tjek altid om forretningen giver dig bytteret og returret! For Købeloven giver dig nemlig ikke automatisk denne ret. Vær ikke flov over at spørge – butikken skal oplyse om handelsbetingelserne.
  • Læg desuden mærke til, om butikken bytter udsalgsvarer. Nogle butikker, der ellers bytter varerne, kan have klausuler om ikke at bytte udsalgsvarer!

Gå ikke i Udsalgsfælden

Under udsalget er der masser af butikker, der skal have solgt deres varer ud. Og de konkurrerer om din gunst. Det er muligvis den værste fælde for alle dem, der for nemt impulskøber. Så der er god grund til at passe på. Man skal helst ikke efterlades med følelsen af at have brugt for mange penge. Det var jo meningen, man skulle spare penge.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *