Slukke for fjernsynet? En rimelig nem måde at spare penge på, hvis man ellers er interesseret i at ændre sine fjernsynsvaner. Og jeg snakker vel at mærke ikke om de programmer, du gerne vil se. Mange mennesker – mig selv inklusive – har nemlig tendens til bare at lade TV’et køre som baggrundsstøj. Og det er helt unødvendigt.
Lad være at bruge TV’et som radio
Hvis man gerne vil have noget kørende i baggrunden, burde en radio være fuldt tilstrækkelig. Samtidigt bruger den kun en brøkdel af den strøm, som et fjernsyn bruger. Og billedet på TV’et er jo netop det, man ikke bruger til noget.
Find på noget andet
Desuden har mange af os tendens til at se TV lidt for bevidstløst. Vi der TV fordi vi er trætte eller keder os. Hvis du er træt, så tag en powernap i stedet. Hvis du keder dig, så hav altid noget parat, du kan lave. En hobby, du kan arbejde med. En bog, du gerne vil have læst. Eller måske noget, du gerne vil have fra hånden?
I hvert fald er det spild at se TV bevidstløst. Spild af penge. Spild af tid.
Der er desuden en lille sidegevinst. Mindre fjernsyn, færre reklamer. Og dermed mindre risiko for reklamepåvirkning. Reklamer er jo netop sat i verden for at få dig til at købe, købe, købe.
Hvis tid er penge…
Og – for dem, der mener at tid er penge (eller bare synes, man har for lidt tid). At slukke for TV’et sparer dig masser af tid. Så det er jo en dobbelt gevinst – hvad kunne man ikke gøre med al den rare tid? TV’et er et af vor tids største tidsrøvere.
Del dette på Facebook!
