Spar på varmen i soveværelset – køb en varmedunk

Forudsat at det ikke ligefrem er isvinter, er der ingen grund til at sætte varme på i soveværelset. Det er iøvrigt heller ikke sundt, skulle jeg hilse og sige. Du sagtens holde varmen alligevel. Du kan have en god dyne. Og noget nattøj.

Nå ja, og så er der dem, der bor i gamle huse, der ikke varmes så godt op – de kan også have brug for det, jeg her anbefaler. Nemlig en varmedunk. Der er måske egentlig mange, der godt kunne bruge en varmedunk, når jeg nu tænker over det…

Hold varmen…

Fryser du nemt om natten – eller i det hele taget – er det en god ide at anskaffe en varmedunk. Eller kommer du hjem og er blevet rigtig gennemkold? Så er det lige sagen! Mange regner det for en lidt gammeldags ting, men det er faktisk genial. Her kan du spare på varmen på en effektiv, lavteknologisk måde. Du får varmen, der hvor du skal bruge den. Du har brug for at holde kroppen varm – ikke rummet. Så kan du samtidig holde varmen og sove i frisk luft. Ikke nogen dum kombination.

Jeg bruger den konsekvent – og sover for åbne vinduer. Jeg sparer penge. Og jeg er mere frisk om morgenen. En varmedunk kan købes for 20-50 kr. – så det er ingen stor investering. Mine har jeg købt i henholdsvis Tiger og Jysk – en enkelt ved en bandagist, men den var noget dyrere end de andre. En anden mulighed er at bruge en varmepude. Ikke en af de elektriske, men en varmepude, man selv kan lave af et stykke stof og hvedekerner.

Har du børn i huset, der synes, det er koldt om aftenen, er det også et godt bud. Jeg har givet varmedunke til flere børn, der har elsket at have dem med i seng om aftenen.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.