Rejs som de unge – rejs billigt!

Synes du, at de unge rejser meget – og undrer du dig over, hvor de får pengene fra? Selv studerende, henvist til en SU, der på ingen måde er fyrstelig, rejser ofte rimeligt meget i ferierne. For langt de flestes vedkommende er grunden til, at deres økonomi kan klare det, ganske simpel: De forstår at rejse billigt. De ved, hvordan man gør. Og så skammer de sig iøvrigt ikke over det.

Det er en slags “ferie for fattigrøve” – og er man på SU er der naturligvis lidt fattigrøv over det. Man har ikke til luksus eller unødig komfort. Til gengæld er der masser af oplevelser at hente.

Hvordan holdt du ferie på SU?

Jeg kan selv huske, hvordan man var i stand til at få feriepengene til at strække på en måde, der er svær at forstå i dag. Og så alligevel ikke. Det ville sagtens kunne lade sig gøre. Det er nemlig bare et spørgsmål om de krav, man stiller til ferien. Med tiden vænner man sig til at stille højere krav. Givetvis fordi man får flere penge. Man kan godt vænne sig af med luksus og komfort – det kræver bare lidt mere.

Ferie-forventninger?

Vi forventer at vi kan rejse med fly – og det lige når det passer os. Vi stiller krav til indkvartering, der går langt ud over “en seng at sove i og adgang til bad”. Vi vil have en bestemt destination på et bestemt tidspunkt. Vi vil ikke rejse ukomfortabelt. Komme ubesværet fra A til B. Have garanti. Næsten da. Og, ja, så må vi betale. For det er alt dette der koster – ikke oplevelserne

Billigere alternativer – billigere rejse

Men ungdommens rejseformer er jo ikke noget, der kun er for unge. Vi andre kan også tage på Interrail. Rejse med bus. Bo på vandrerhjem. Eller bo privat. Ikke spise på restaurant alt for meget – og lære at spotte de billige lokale af slagsen.

Rejs billigt - rejs som de unge

De unge sætter som regel oplevelser over komfort – hvis vi andre vil rejse billigt, skal vi gøre det samme

Skal man være ung for at rejse billigt?

Hvis ellers man er ved sine fulde fem – og har sit gode helbred, er der vel intet, der forhindrer os andre i at gøre nøjagtigt det samme. Kun vanetænkning.

Man kan også godt rejse med børn, der ikke er alt for små, på denne måde. Måske skal man foretage nogle andre valg, for eksempel tænke mere i ventetider under transport.

Vandrerhjem – oplevelser frem for komfort

Bruger man vandrehjem til overnatning, har langt de fleste vandrerhjem (eller hostels, som det vel hedder idag) efterhånden gode alternativer til sovesalene i form af flersengs-værelser til for eksempel 4-6 mennesker – ideelle som familierum. Så er det mere som et hotelværelse – bare mere spartansk. Hvis vi lægger en strategi, der hedder “oplevelser frem for komfort” – kan vi rejse forbløffende billigt.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.