Pas på når sælgeren vil mersælge!

Er du ofte ude for at komme afsted med flere ting (eller dyrere ting) end du havde regnet med, da du gik ind i forretningen? Ja, så har du muligvis været udsat for en sælgers evner. Du har måske købt en computer, og er blevet præsenteret for alle de ting, som computeren næsten ikke kan fungere uden. Eller de jeans, du skulle købe, blev på kort tid til jeans, t-shirt og bælte. Og sælgeren har nok kun gjort det arbejde, der forventes af ham/hende.


Det sker hele tiden – og vil du ikke bruge penge på denne måde, så handler det mest af alt om at holde tungen lige i munden.

Ordet er mersalg!

Og det ligger nok centralt i enhver sælgers ordforråd.

Misforstå mig nu ret: Det er naturligvis en god ide, at sælgeren gør dig opmærksom på, at du skal bruge et printerkabel, hvis det ikke er med i pakken med printeren. Så det er ikke fordi, man ikke skal høre efter. Man skal bare være lidt på vagt. Måske er der reel oplysning bag – men der er også mersalg. Nogle er ekstra emsige – især hvis de er på provision.

Hvad har du reelt brug for?

Det kan godt være, at den computer, der er 2000 kr. dyrere, er hurtigere og har et super 3D-grafikkort, “der gør spiloplevelsen helt unik”. Det, der så er spørgsmålet er, om du har brug for det? Derfor kan den dyre computer udmærket være pengene værd – bare ikke for dig! Der er en hårfin grænse mellem service og aktivt salg.

Der er ingen grund til, at blive sur eller forarget over, at sælgeren kan finde på alle de ting, som de mener, du skal købe. Regn med, at det sker, når du skal snakke med en sælger.  Brug din kritiske sans, så du ikke kommer afsted med ting, du ikke har brug for – eller ikke har råd til. I hvert fald ikke hvis det ikke kan returneres! Sælgeren kan vil prøve på at sælge mere eller dyrere. Ligesom du er i din gode ret til at sige nej tak. Venligt, men bestemt!

Der er sælgere alle vegne og i alle brancher. Du kommer til at snakke med dem – og det kan meget vel være, du har brug for deres service også. Men hold tungen lige i munden og husk at tænke på:

  • Hvad du reelt har brug for (ikke “lyst til” – det er noget helt andet)
  • Hvad du har råd til. Bestem dig på forhånd for, hvor mange penge, du vil give ud.
  • Køb ikke mere, blot fordi du bliver tilbudt finansiering. Der er tale om et forbrugslån – uanset hvad man kalder det. Og din økonomi bliver ikke bedre fordi du låner – tværtimod…

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *