Minkpels om sommeren?

Den lidt besynderlige overskrift kommer sig af, at Jeg har engang fået mig en “minkpels” – midt om sommeren! Bare rolig, den var helt og aldeles kunstig – ikke en eneste mink er kommet til at lade livet for min skyld. Ikke desto mindre lige sådan en, jeg gerne ville have, men ikke havde råd til – hvis det skulle gå helt normalt til. Det gjorde det da heller ikke!


Grunden til, at jeg skriver dette er, at jeg gerne vil pointere, at det er ikke kun hvad vi køber – det er også hvornår, vi køber det. Jo, jeg var på loppemarked – et godt, gedigent spejderloppemarked –  for at se om de havde nogle havemøbler. Men havemøblerne var revet væk – i hvert fald dem, der var værd at eje. Vejret og årstiden taget i betragtning, er der nok heller ikke så meget at sige til det.

Så jeg ender med at gå rundt og kigge lidt. Og havner i tøj-afdelingen, hvor jeg kigger mig lidt omkring. Der hænger den så, minken. Muligvis ny, i hvert fald kan man ikke se at den skulle være brugt (normalt vil foret afsløre det). Jeg fik den for 40 kr.

Loppemarked - køb uden for sæson

For brugthandel gælder samme regler, som for nyt: Køb uden for sæson

Udbud og efterspørgsel gælder også her

Den var der endnu selvom loppemarkedet var næsten slut. For hvem kan forholde sig til at købe vinterfrakke på et tidspunkt hvor vi alle får rundt med så lidt tøj som muligt? Helt ærligt, jeg kunne næsten heller ikke. Men fik taget mig sammen – det er bare svært at forholde sig til i sommervarmen. Sikkert medvirkende faktor til, at prisen var næsten intet. Jeg kommer derfor slæbende med denne “minkpels”, som klistrede til mig fordi det var sommer og jeg svedte som bare pokker. Men det betaler sig at være lidt fremsynet – tænke lidt ud af boksen….

Af det har jeg lært, at reglerne for udbud og efterspørgsel er de samme, når man køber brugt. Og egentlig – hvorfor skulle de ikke være det? Også her skal man købe uden for sæson, hvis man vil slippe billigt. Og her ender det med at blive rigtigt billigt.

Og havemøblerne….de må vente til efteråret – eller måske senere. Ligesom det telt, jeg også overvejer at anskaffe…


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *