Konfirmationsfesten – på lavbudget

Konfirmationsfesterne nærmer sig igen. Og igen læser man på det ene forum efter det andet om  dem, der er desperate fordi de ikke har pengene. Og det er en ulykkelig situation at være i – for man vil jo gerne give konfirmanden det bedste. Mange overvejer at låne sig frem. Men hvis man har en meget stram økonomi, er det ikke nødvendigvis en god løsning. Det kan tage lang tid at betale af på det hele.


Andre overvejer ingen fest at holde, men det er vel egentlig lidt synd for konfirmanden, ikke?

Konfirmation på en stram økonomi

Har du ikke ret mange penge til konfirmationen?

Man kan godt holde en konfirmation på lavbudget

Jeg har selv prøvet det for nogle få år siden. At være enlig forsørger på dimittendsats og skulle holde konfirmation, rimer ikke særlig godt. Faktisk brugte jeg året op til til at spare op. Alt hvad jeg kunne. Og så sørge for samtidigt at holde udgifterne ned – på stort set alle fronter. Her er det en ganske god ide, at have konfirmanden med  i det hele.

Der er ingen grund til at skjule den dårlige økonomi for dem. De kan sagtens forstå økonomi – og de kan endda være med i opsparingsprojektet.

Men måske er man kommet så sent i gang, at der ikke er lang tid at spare op i? Det er ikke nogen grund til at give op – det kræver bare at man er mere striks med udgifterne – og måske lidt mere kreativ.

Lav en billig(ere) konfirmationsfest

Og her behøver billig konfirmationsfest ikke at betyde en dårlig fest. Det handler om at få det bedste ud af det, man har. Og de kræfter, man kan trække på – ej at forglemme. Et par forældre med dårlig økonomi – og måske ikke al for megen tid, har brug for al den hjælp, de kan få.

Der er mange billige løsninger, men det kræver lidt mere end hvis man bare kunne betale. Og skulle man selv stå for alt omkring konfirmationen, ville man givetvis segne under arbejdspresset.

Der er brug for at tænke det hele igennem – og finde gode, kreative løsninger. Og få hjælp fra venner, familie og bekendte til at føre det ud i livet.

Konfirmation på anparter

Der er masser af muligheder:

  • Konfirmationsfestens størrelse: Vær realistisk omkring, hvor mange gæster i kan overkomme.
  • Lokaler til konfirmationen. De behøver ikke koste noget – eller i hvert fald kun ganske lidt. Hold den hjemme, hvis I har pladsen. Ellers er der måske nogen i familien, der har? Eller nogen, der har et fælleshus, der kan lejes billigt?
  • Konfirmationsmenuen. Er der en i omgangskredsen, der har talent for madlavning. Eller måske flere? En kan lave forretten, en anden hovedretten, en tredie salat og tilbehør. Og en kan stå for desserten – og en anden igen for kaffe og kage. Beder man en person om at lave det hele, er det givetvis for meget. Men delt ud på anparter, bliver det ganske overkommeligt. Og noget, man kan få mange til at springe på. Prisen på råvarerne kan være ganske overkommelig. Læs i fpn.dk: Konfirmation med tre retter for en 50’er
  • Borde, stole og service til konfirmationsfesten: Lej jer ikke frem – det kan let blive dyrt. Men de færreste har materiel nok til en hel fest. Lån jer frem. Måske kender i nogen, der ligger inde med tingene? Ellers lån det forskellige steder – husk: Det hele behøver ikke at være helt ens.
  • Borddækning og pynt til festen. Lån jer frem, hvad angår duge – hvis det er muligt. Eller find billigt stof i metermål, der er egnet til formålet. Sådan noget fås billigt i Jysk eller IKEA. Foldede servietter pynter på bordet. Man kan lave flotte servietfoldninger på selv de billigste servietter. Og tænk lige efter, om ikke der er en i familien, der er vild med at pynte. Det kan både være bordet og lokalet til konfirmationen, det drejer sig om. En person, der er god til at arbejde kreativt, kan lave meget for få penge.
  • Konfirmationstøj: Køb konfirmationstøjet brugt. Husk, at tøj, der ikke er brugt mere end den ene gang, er jo på ingen måde slidt. Men alligevel betaler man ofte kun det halve af hvad splinternyt konfirmationstøj ellers ville koste.

Overblik, overblik, overblik

Der er selvfølgelig flere ting, der skal tages højde for. Og mange andre idéer end dem jeg skitserer her. Det vigtige er, at man sætter sig ned og lægger en plan. Det er vigtigt fordi man får overblik. Og til et projekt som en konfirmation, er overblik vigtigt. Det gælder både overblik over udgifter og overblik over opgaverne.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *