Hvis du vil løbe – så løb!

Motion er noget, vil alle burde få. Myten om, hvor dyrt det er nutildags, holder ikke rigtigt – og nogle gange er det det, der holder os tilbage. Eller måske giver det os en undskyldning? Jo det kan naturligvis godt blive dyrt. Man kan betale en mindre formue i kontingenter og udstyr – ingen tvivl om det. Men man kan også lade være. En af de ting, der er rigtigt gode for helbredet, er en løbetur. Også til det kan man få masser af udstyr.


Og jeg vil da  på ingen måde benægte, at noget af det, der er lavet specielt til løbetræning, kan være ganske godt. Men ofte er det meget dyrt – og det er ikke noget must. Det kan derimod nemt gå hen og blive en barriere for overhovedet at komme igang med at løbe. Og det var jo ikke meningen.

Løb burde være “lige til at gå til”…

Af alle træningsformer, burde løb være den mest tilgængelige. Bare ud af døren og afsted! Derfor: Hvis du vil løbe – så løb! For hvem har ikke noget gammelt tøj liggende, der kan bruges til formålet. Det skal gerne være komfortabelt – altså noget, du kan bevæge dig i. Elegant behøver det ikke at være. Hvordan man tager sig ud når man løber, må vel være sekundært? Når jeg kommer prustende, svedig og rød i hovedet, er der vel alligevel ikke meget, der kan få det til at tage sig godt ud?

Løb hvis du har lyst til at løbe

Hvis du har lyst til at komme i gang med at løbe, så glem – i første omgang – alt om udstyret

Et par kondi sko – mon ikke de fleste kan finde det frem af gemmerne. Igen: Det betyder noget, at de er ok at løbe i. Men hvordan de ser ud? Ikke vigtigt. Ikke i første omgang i hvert fald. For det vigtige i denne sammenhæng er vel bare en ting. At man kommer ud og løbe – at man får den motion, man burde have. Får pulsen op…

Gå helt ned på udstyr!

I programmet “So f****** special” taler Christine Feldthaus med et par løbere, der har alt det løbeudstyr, der skal til – og en del mere. Deres holdning er helt klar: “Man skal ikke gå ned på udstyr”. Og lige så rigtigt, det var for dem, ligeså forkert kan det være for andre. Har du råd til udstyret, er der jo ikke noget i vejen med det.

Men har du ikke – eller synes du, der er 1000 andre ting, du burde pengene på i stedet? Så er det jo egentlig bar en barriere for overhovedet at komme ud at løbe? Noget, der burde være så enkelt. Så, igen: Hvis du vil løbe, så løb! Løbetøj eller vel egentlig bare “tøj, man løber i”.

Og jeg vil løbe…

De gamle kondisko - gode nok til løbeturen

Løbeskoene er ikke nye og flotte, men de er lige ved hånden…

Og nu vil jeg så tage mine gamle kondisko (se billedet), min t-shirt og gamachebukser af ældre dato og tage ud at løbe. Helt hvorhen ved jeg ikke – og det er jo heller ikke væsentligt. Man kan løbe overalt. Med eller uden udstyr.

Ideen om motionen som noget, der koster kassen, kan være en barriere – såvel som en dårlig undskyldning. Faktisk er den gratis motion noget, der er nemmere at passe ind i en travl hverdag (og der fik vi så lige den anden standardundskyldning).

Ikke kun løb, men også cykling, der samtidig tjener som transport. Der er iøvrigt også ganske god motion i rengøring eller havearbejde, nu vi er igang. Skulle man senere få så meget blod på tanden, at man vælger at opgradere sko eller løbetøj, er der jo ikke noget i vejen med det. Det skal bare aldrig være barrieren, der gør, at man ikke kommer ud af døren. Fordi man ikke lige har penge til det der udstyr…


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *