Hvad koster en bil?

Biler findes som bekendt i alle prisklasser –  det kan jo være alt fra 10.000 for en gammel spand til mange hundrede tusind. Men så har vi kun snakket anskaffelse – og det er kun en del af virkeligheden. Dette indlæg skyldes, at jeg for nylig – til min store rædsel -hørte en fyr udbrede sig om, at nu havde han skaffet 15.000 til udbetalingen, så nu havde han råd til bil. Så spørg ikke: Hvad koster en bil? Spørg i stedet: Hvad koster det at have bil?


Det havde holdt hårdt med at spare de 15.000 op, forstod jeg på det hele, hvilket fik mig til at tænke, at han kunne gå hen og få en grusom overraskelse? For det at være i stand til at købe en bil er ikke det samme som at have råd til at eje den. Det koster meget, meget mere…

Regn på dine biludgifter

I hvert fald skal man, som kommende, uerfaren bilejer, regne det hele igennem. Og når jeg siger det hele, så mener jeg det hele. Udbetalingen til bilen er det absolut mindste problem. Dem, der følger med i Luksusfælden, har måske lagt mærke til, hvorfor man ofte vælger at sælge bilen, når man skal sanere en families økonomi. Slet og ret fordi man kraftigt har undervurderet, hvad det koster at have en bil.

Det er ofte ikke fordi man kan få en masse penge for bilen – det sker nemlig også der hvor bilen næsten intet er værd – det er fordi det fjerner biludgifterne fra budgettet. Sommetider er det mindre vigtigt, hvad bilen koster – problemet er, at det er hundedyrt at have bil.

Hvad koster en bil? Regn på biludgifterne før du anskaffer bilen

Pas på når du anskaffer dig en bil. Den kan vise sig at være et dyrere bekendtskab end du lige havde regnet med

Biludgifterne er mange…

Du skal nemlig betale:

  • Afdrag på billån, hvis bilen er finansieret.
  • Vægtafgift, lovpligtig, betales halvårligt og er afhængig af, hvor stor en bil, du har.
  • Ansvarsforsikring er ligeledes lovpligtig.
  • Kaskoforsikring, hvis biler er penge værd. Hvis du vil være på den sikre side. Uden kasko får du ikke erstatning, hvis du selv skader den – eller hvis den bliver stjålet. Præmien varierer fra selskab til selskab – og kan også være afhængig af, hvilken bil du har. Og hvem, du er, forstået på den måde, at nogle selskaber varierer prisen efter risikoprofil. Anciennitet har også betydning, det giver dig en billigere præmie jo længere du har kørt skadefrit.
  • Benzin. Dette er selvfølgelig en variabel udgift.  Den er afhængig af, hvor meget, du kører, hvor meget din bil kører på literen – og benzinpriserne naturligvis. Denne post bliver ofte undervurderet.
  • Reparationer. Dette kan være den store joker i regnskabet. Det er dyrt at få repareret biler, hvis man går til en mekaniker – og ikke selv har den tekniske snilde. Eller tilfældigvis har en fætter, der fusker med biler. Som bilejer kan det være en ide at lægge penge fra hver måned, så man har penge, når uheldet er ude. Under alle omstændigheder er det noget, man er nødt til at budgettere med. Det kommer når man mindst venter det.

Hvad koster en bil: Læg et bilbudget

Det kan anbefales at lave et decideret bilbudget, hvis du er i tvivl om du reelt har råd. Hvis du ser på alle disse punkter, kan du se, at det hurtigt kan løbe op. Og det er vigtigt at vide det på forhånd – så man anskaffer bilen på et oplyst grundlag.

For det er ikke nok, at man har råd til at købe bilen – langtfra. Der er så mange forskellige udgifter forbundet med at have en bil, at mange slet ikke kan overskue, hvad den koster, hvis man lægger det hele sammen. Har man et budget for det, er det helt tydeligt.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *