Har du uforudsete indtægter?

Jeg lader mig “overraske” af uforudsete udgifter. Og klager over dem. Men sommetider får jeg også et par overraskelser, der går i den anden retning. Penge, jeg ikke havde regnet med. Men hvad gør jeg med dem? De fleste bruger dem, og det ofte i en fart. “De var jo slet ikke regnet med i min økonomi, så jeg kan bare bruge dem”. Sådan forsvinder de – stille og roligt. Eller absorberes af dagligdags økonomi – ganske umærkeligt.

Stop lige op!

For egentlig kunne man jo sagtens bruge de indtægter, man ikke havde regnet med til at betale de udgifter, man ikke havde regnet med.

Det er da oplagt. Jeg ville faktisk hellere være fri for at skulle have de økonomiske spekulationer, som uforudsete udgifter giver. Og så være impulskøbene foruden. En rimelig god handel, ikke? Jeg mener egentlig, at den økonomiske buffer, det giver, er langt bedre end en eller anden ting, jeg kunne have købt.

Hvad er så “uforudsete indtægter“

Vi tager lidt rigeligt med, for nogle af dem kunne man måske forudse (vi er ofte bedre til at forudse det, der kommer ind, end det, der går ud). Det er selvfølgelig individuelt, men det kunne være:

  • Penge tilbage i skat
  • Bonus fra forsikringsselskab
  • Gammel gæld, som bliver indfriet
  • Man får penge i stedet for gaver til fødselsdag eller jul
  • Overtids-betaling eller bonus
  • Penge, der dukker op på mystisk vis, for eksempel gemt i en gammel jakke
  • Og sikkert også noget, jeg slet ikke har tænkt på endnu

Jeg kunne sagtens forestille mig, at det – for mit vedkommende – kunne blive til 4-5000 kr. årligt. Men det ved jeg selvfølgelig først, når året er omme.

Hvordan gør man – i praksis?

For at pengene ikke skal indgå i min daglige økonomi, hvor de let kunne blive væk, gør jeg dette:

  • Jeg opretter en ekstra konto (gratis i de fleste banker)
  • Hver gang jeg kommer i besiddelse af “uforudsete indtægter” af en eller anden slags, sætter jeg dem ind på min konto via netbank.
  • Jeg sørger for, at transaktionen har et navn, så jeg senere ved, hvad det drejer sig om.

Sæt turbo på

Og så går der lidt sport i det. Hvis jeg gerne vil have kontoen til at vokse lidt hurtigere, indsætter jeg en transaktion mere. Jeg trækker et lille beløb (for eksempel 100 kr.) fra min almindelige konto hver uge, Beløbet er så lille, at jeg ikke rigtigt mærker det. Men på årsbasis er det faktisk 5200 kr.

En slags tvungen opsparing, som jeg bliver meget glad for en dag.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.