Gratis – altså helt gratis

Det der med “gratis” kan nemt blive lidt udvandet. Gratis med betingelser? Gratis fordi det følger med noget andet, som ikke er gratis? Gratis i reklameøjemed? Ja, er det fra firmaer, du bliver tilbudt noget gratis, så er det nok det, du stadig skal forvente.


Men ind imellem er der ting, der er fuldstændig gratis. Uden betingelser. Og der bliver mere og mere af det – måske er der ved at udvikle sig en hel lille gratiskultur? Det, jeg snakker om her, er dog blandt private, og det er brugte ting. Men der er store mængder af det – og god afsætning.

Giv og tag på Facebook

Facebook er det nye medie til dette, der er masser af gratis-grupper overalt i landet, der kommer hele tiden nye til. Og der er masser af medlemmer, også her støt stigende. Hvor meget, der skifter hænder ad denne vej, er svært at sige, men det skal nok være anseelige mængder.

Som privatperson kan du lægge de ting ud, som du ikke mere bruger – den, der vil have det, sørger naturligvis for afhentning. På samme måde, kan du få ting fra andre, der gerne vil af med dem. De fleste af os har jo jævnligt ting, vi gerne vil af med – af den ene eller anden grund. Det er ikke sikkert, vi lige kender en, der gerne vil overtage det.

Jeg er medlem af et par af disse grupper og man kan tydeligt se, hvor hurtigt ting skifter hænder. Ikke nødvendigvis ting, der repræsenterer en stor pengemæssig værdi – i bund og grund mest dagligdags brugsting. Intet for stort – intet for småt, næsten. Bare nogen kan bruge det. Og er der ikke en i omgangskredsen, mon så ikke, der skulle være en blandt de titusinder, der er tilmeldt en sådan gruppe (i hvert fald dem, jeg er med i). Man skal måske tænke sig en om en ekstra gang, før man siger, at en ting ingen værdi har?

 

3 fluer med et smæk

Der er selvfølgelig de åbenlyse, økonomiske fordele: Det, du kan få gratis, skal du ikke bruge penge på at anskaffe. Og så er der også den fordel, at en masse ting undgår at ende som affald, bare fordi vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal stille op med dem.

På sin vis har man altid kunnet give ting væk – tænk bare på Bortgives-sektionen i den Blå Avis? Men hvor meget blev den egentlig brugt, når det kommer til stykket? Ikke ret meget, tror jeg. Med disse Facebookgrupper er det lige pludselig blevet pokkers nemt at formidle “aflagte” ting – stort som småt. Og det var åbenbart det, der skulle til – det skal være nemt og hurtigt. Og det er det blevet.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *