Godt nytår! Er det i 2010 du skal have styr på økonomien?

Indgangen til et nyt år – denne gang endda et nyt årti! Tid for nytårsforsæt – eller i hvert fald tid til eftertanke. Nogle vil gerne tabe sig, nogle holde op med at ryge. Eller måske stresse af? Og så er der dem, der sætter sig for at spare i det nye år. Sikkert heller ikke usædvanligt i disse finanskrise-tider. Og så skal der tages hul på bylden. Julen er lige slut og mange mærker et udtalt lavvande i kassen. Måske kunne det gøres bedre? Eller skulle jeg sige billigere?


Det er ikke altid rart at komme igang med, men det kan være nødvendigt for at få vendt skuden.

Er det dit nytårsforsæt at spare?

Det er ikke nok at sætte sig for, at man vil spare – man skal have en plan. Det gør det hele mere overkommeligt.

Ja, så kommer her et par gode råd til “spareplanen”. Der gælder sådan set samme regler, uanset om har høj eller lav indtægt:

  • Vær konkret. Lad være med at være diffus mht. til dine mål. “Jeg vil gerne spare” er hverken fugl eller fisk. Sæt i stedet konkrete mål. Målet kan handle om, hvor meget man vil spare op, hvor meget man vil reducere gæld – eller konkrete mål for, hvor meget, du skal skære ned.
  • Start ud med at lave et budget. En kedelig ting for mange, men et mægtigt godt arbejdsredskab. Du kan ikke iværksætte en spareplan uden et overblik. Det hjælper dig også med at se mulighederne i din økonomi.
  • Vær realistisk! Sæt dig ikke mål, som du ikke har en chance for at opfylde. Det resulterer bare i, at du giver op. Realistiske mål gør, at du er mere tilbøjelig til at holde fast. Og husk at hvis dine mål alligevel skulle vise sig urealistiske er det bedre at revidere dem end at give op.
  • Find ud af, hvad du bruger dine penge til. Dette er meget væsentligt, fordi det afslører et eventuelt overforbrug. Ofte er vi ikke klar over, hvor mange penge, der går til det ene og det andet. Dette punkt er  – for de flestes vedkommende – fyldt med overraskelser.
  • Kig efter muligheder. Husk: Hvis du afslører et overforbrug, så se det som en mulighed. Hvis du bruger 3000 kr. for meget om måneden, så er det 3000 kr. som du kan spare.
  • Vær sikker på, at det her er det du vil. Ikke burde, men vil. Det handler om motivation – uden den kommer du ingen vegne.

Godt nytår! Hvor der er vilje, er der en vej.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *