Ferien truer (din økonomi)

Igen nærmer en sommerferie sig. Rart med noget ferie, men….

Hvor meget vi end glæder os til ferien, er der altid et lille men. Og det handler oftest om penge. For mange bliver ferien uforholdsmæssig dyr. Netop ferien – dog mest sommerferien – går hårdt ud over manges økonomi. Ferie er dyr. Eller måske skulle man sige “kan blive dyr” – for det er på ingen måde en naturlov.

Ferie – skal det koste kassen?

Ikke desto mindre er ferien det tidspunkt på året, der er hårdest ved danskernes økonomi. Skarpt forfulgt af julen, i øvrigt. 2 årstider, som vi ofte forbinder med noget godt, men som ofte koster kassen.

Men ferien behøver slet ikke være så dyr. Man kan holde ferie på mange forskellige niveauer. Det handler i bund og grund om at finde ud af, hvad det er, man har råd til. Og ikke mindst om at lægge et budget, der sætter navn på de penge, der bruges i ferien. Og at huske, at budgetter er til for at blive holdt. Problemet er ofte, at vi lader os snyde. Af os selv, desværre. Fordi man har råd til at købe rejsen, er det ikke sikkert, man har råd til ferien. Forstået på den måde, at der løber masser af udgifter på – som vi glemmer at regne med. Rejsen er ikke det hele – måske er det kun det halve?

Vi forbinder ofte ferien med en tid, hvor man bare skal hygge sig – og ikke tænke på penge. Men det kan desværre betyde, at man kommer til at overskride det, man havde tænkt sig – og må slås med de økonomiske tømmermænd i længere tid bagefter. Og det er det, der gør budgettet en nødvendighed – i hvert fald hvis man hører til dem, der gang på gang forbavses over, hvor meget man bruger på ferie.

Feriebudgettet – fik du det hele med?

Og når jeg mener at sætte navn på pengene, mener jeg på alle de penge, man bruger i ferien. Det er ikke nok, at man ser, at man har råd til rejsen, man ønsker. Der løber masser af omkostninger på – og det lader mange sig snyde af. Derfor er det en god ide at tænke det hele igennem for at se, om du har overset noget.

Huskede du for eksempel: Restaurantbesøg? Lommepenge til ungerne? Shopping? Souvenirs? Det du anskaffer til ferien før ferien? Transport (altså ud over selve rejsen)? Mad og drikke i lufthavn ol.? Vaccinationer?

Og der kan være meget mere. Sommetider er der flere “omkostninger” end det, rejsen i sig selv koster. Hvis man vil have styr på feriebudgettet, skal man faktisk sætte kroner og øre på hver post…

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.