Er der stadig nogen, der ugehandler?

Jeg ved godt, at mange betegner det som et lidt gammeldags udtryk – at ugehandle. Der, hvor jeg kender det fra min mor, der har lært det i sin husmoderuddannelse-  eller man nu skal kalde det. Dengang hørte der jo næsten en uddannelse til at være husmoder. Vi skal ud på landet 30’erne og 40’erne.


Dengang hvor pengene var knappe – og der var langt til indkøbsmuligheder. Så der var al mulig grund til at gøre det på den måde! Når jeg bringer begrebet ind i nutiden, er det af helt andre grunde. Jeg vil ikke tilbage til “de gode gamle dage” og slet ikke gøre tingene som man gjorde på landet i mellemkrigstiden. Men vi kan bruge “ugehandel” til noget helt andet – til at få styr på vores indkøb.

Ugehandel anno 2011?

Idag er udfordringerne nogle andre. Der er ikke så mange, for hvem pengene er så små som de var dengang. Men for dem, der er,er dette dobbelt relevant. De udfordringer, som vi har nu er:

  • For mange impulskøb – supermarkederne er fyldt med alverdens fristelser, som vi med glæde propper vognen med.
  • Vi har travlt. Jeg ved ikke om jeg vil sige, at vi har for lidt tid, for det er jo ikke fordi vi arbejder mere. Men vi har større krav til, hvor mange aktiviteter, der skal proppes ind i denne tid.
  • Vi smider masser af mad ud, fordi vi ikke har styr over vores indkøb. Dette har meget at gøre med de 2 første punkter. Vi køber ind meget usystematisk fordi vi har travlt. Typisk handler man flere gange om ugen – og lidt på må og få. Det giver for meget spild, fordi vi fejlindkøber og fejlbedømmer. Og vi lader en masse varer komme med hjem fordi fristelserne er for store.

Spar tid,  penge – og ærgrelser

Hvis man derimod holder sig til at ugehandle og bruge en indkøbsliste, vil det spare en for 3 ting: penge, tid og ærgrelser.

Spar penge og tid i supermarkedet ved at ugehandle

Hvor tit har du lyst til at gå i supermarkedet?

Hvis du skal ugehandle, er det nødvendigt først at lave en madplan over hele ugen. Og en dertil hørende indkøbsliste. Med denne indkøbsliste i hånden, kan du hurtigt samle ugens indkøb.

Fristelserne kan du godt glemme. Hvis man laver en indkøbsliste, kræver det naturligvis, at man overholder den. Og lader være med at købe ting, er ikke står på listen. og har man købt ind efter en indkøbsliste og madplan, er der langt større sandsynlighed for, at maden passer til det, man skal bruge gennem ugen.

Og tiden, man sparer? Jo, jeg ved godt, at man bruger tid på at lave madplan og indkøbsliste. Men det tager ikke så lang tid – og det opvejer i høj grad al den tid, man ellers ville bruge på at klathandle. Det kan man nemlig bruge mere tid på end man tror. Og dertil kommer, at det ikke er en særlig rar måde at handle på.

Og at spare penge – det er svært at undgå. Når du køber systematisk ind, går der ikke så meget til spilde – det er en besparelse. Og alle impulskøbene undgår du også – der kan forsvinde rigtigt mange penge på den konto.

Ugehandel – med “dispensation”

Nu er det ikke fordi jeg vil have, at det absolut skal være en gang om ugen, man handler – hverken mere eller mindre. Det er mere ideen om det at handle ind som noget systematisk. I modsætning til  at handle på må og få!

Nu kan det være, at der er et par varer, man ikke mener at kunne købe til hele ugen. Det kunne for eksempel være frugt og mælkeprodukter – eller brød. Så kunne man jo sagtens dispensere fra reglen om at ugehandle på den måde, at man tog “en hurtig tur” midt på ugen – blot for at hente det, der er for svært at få til at holde sig. Igen med indkøbsliste, naturligvis.

Ugehandel på din egen måde

Denne måde at handle på, tager udgangspunkt i husmødrenes ugehandel, men den er på ingen måde uforenelig med moderne livsstil. Vi kommer ikke til at bruge så megen tid- og energi – på at vade rundt i supermarkeder. Og det er altså heller ikke det mest spændende. Og tænk blot at vide, at man har madplan og madvarer klar til hele ugen.

Den familie, der virkelig har travlt, må da virkelig være tilfredse med denne løsning. Så kan man i øvrigt godt glemme det der med, at det er nødvendigt at afskaffe lukkeloven,så de travle familier kan få mulighed for at handle lige når det passer dem. Dette her ville fungere meget bedre. Men hver skal gøre det på sin måde. Det er et middel –  ikke et mål! Hvorfor overhovedet bruge al den tid på at handle?


Astrid

2 Comments

  1. Jeg handler hver mandag og fredag. Når indkøbene kun skal dække 3-4 dage er det nemmere at overskue hvad og hvor meget der skal købes, derfor har jeg heller ikke noget spild.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *