Dit eget “Genbrugsguld”

Genbrugsguld – hvem kender ikke programmet “Genbrugsguld”? Det lyder bedre end “bliv klunser”. I virkeligheden handler det om det samme. Vi smider nemlig oceaner af ting ud. Bruger tingene – for en tid – og smider dem efterfølgende væk. Meget af det, der bliver smidt ud idag er brugbart. Det bliver smidt ud, fordi man har fået noget nyt. Ikke fordi det er udtjent. Det ryger måske i containeren.


Hvis det fylder mere sendes det til storskrald. Evt. bliver det videregivet til genbrugsbutikker og loppemarkeder – hvilken er en god ide, så bliver de ikke til affald. Og det kan være til stor glæde for os andre, der ikke går så højt op i detaljerne – og ikke har råd til nyt.

Men mange finder det desværre lidt besværligt, så ryger det – desværre – bare ud.

Det er gode, brugte ting alle vegne

Kigger man sig om, finder man containere fyldt med brugbare ting. Er der noget, jeg kan bruge, kan jeg ikke ikke nære mig. Det er næsten for oplagt. Selvom jeg bor i socialt boligbyggeri, hvor folk ikke har ret mange penge, ryger der masser af brugbare ting i containeren – til min store forundring.

Genbrugsguld – gør et fund

Jeg har fundet mange ting på denne måde, som idag er fuldt fungerende i mit hjem. Hvis jeg lige kigger mig om: rumdeler-reol, miniovn, tv-bord, madras (som ny), sengestel, havebord, kaffemaskine. Og det er næppe det hele, hvis jeg kigger efter. Jeg ved, der er mange, der ikke bryder sig om at tage ting i containeren. Jeg undrer mig sommetider over, hvorfor vi ikke alle gør det? Nogle, her hvor jeg bor, mener, det kun er udlændingene, der henter ting i containerne. Men det er det ikke! Jeg har været der også. Og et par stykker mere, skulle jeg hilse at sige.

Genbrugsguld i containeren

Jeg har ikke noget imod at skulle op i en container efter tingene. Og jeg kan oftest bruge ting, mange andre ikke gider have. En kaffemaskine skal lave kaffe – ikke så meget andet! Nogle ting kræver en smule istandsættelse – eller skal måske shines lidt op.

Den enes affald – den andens genbrugsguld!

Jeg ved dog, at mange andre ikke bryder sig om det. I hvert fald ikke officielt. Jeg har da været ude for, at folk mener, jeg burde gå lidt stille med dørene. Det er jo noget, man gør, hvis man ingen penge har, så det er flovt. Og det er rigtigt:  jeg har ikke ret mange penge. Men hvorfor prøve at skjule det?

Hele Danmark ser “Genbrugsguld” med stor fornøjelse. Er det mere hæderligt, at klunse, hvis man har penge til købe nyt? Skal motivet udelukkende bevarelse af gamle ting – uden økonomiske undertoner? Hvem ved, måske er det bare ideen om, at det, der en gang er smidt ud som affald, skal forblive affald?

Til dem, der synes, det er flovt at hente ting i containere: Er det ikke lige så flovt at smide ud på denne måde?

Højsæson for containerfund?

Ved juletid myldrer det med ting og sager, der bliver smidt ud, fordi folk har fået nyt. Desuden kan det være en god ide at holde øje rundt omkring lige før der skal hentes storskrald. Der står masser af ting, til afhentning rundt omkring. Hvis du tager det med hjem, bliver der bare det mindre at afhente. For dem, der smed det ud, er det intet værd – for dig er det måske det rene genbrugsguld!

Et par muligheder mere

Kan man ikke lide at ligge at rode i containere, er der andre muligheder. Man kan også ringe til din lokale genbrugsstation, og høre, om de tillader klunsning. Som vi har set det i “Genbrugsguld”. Det er forskelligt fra genbrugsstation til genbrugsstation, hvad de tillader. En anden mulighed er at kigge i Den Blå Avis eller Gul & Gratis under rubrikken “Bortgives”. Der er masser af ting gratis til afhentning. Ting, folk gerne bare vil af med, så de kan afhentes.

Der er ingen grund til at skamme sig!

Du kan sagtens klunse uden at skamme dig. Egentlig burde man snarere skamme sig, hvis man smider fuldt brugbare ting ud. Det går ud over miljøet – affaldsbjergene bliver større og større fordi vi bliver rigere og rigere.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *