Det er dyrt at spare…

Jeg har i den sidste tid lagt mærke til, ordet spare – i forskellige sammenhænge. Mest fordi jeg i de sidste måneder har beskæftiget mig meget med at spare – teoretisk såvel som praktisk. Især når man tit skriver indlæg om at spare, sker der det, at hver gang, man ser ordet, springer det i øjnene. Der findes selvfølgelig den helt almindelige brug af ordet, der i bund og grund dækker over at bruge færre penge – sådan som de fleste af os forstår det. Og sådan som jeg arbejder med det nu.


Spar dig fattig

Og så er der den, du ser i reklamer eller i salgsøjemed i det hele taget. Her skal du bruge for at spare. Spar 3000 på et TV. Der er dog en hage ved det: du skal bruge 6000 for at spare de 3000. Det koster altså penge at spare penge. Det kræver, som minimum, at man i forvejen havde tænkt dig at købe et TV. Og helst et i den pågældende prisklasse. Ellers har man ikke sparet, kun brugt.

Det er lidt selvmodsigende, i hvert fald ud fra de kriterier, jeg arbejder ud fra i øjeblikket. Men det er dog ret almindeligt og på ingen måde nyt. Så jeg må gå ud fra, at det virker i en eller anden grad.

At spare eller ikke spare?

Ganske vist kunne jeg sagtens bruge et nyt TV. Men jeg har ganske enkelt ikke råd  (eller måske skullæe vi sige, at jeg ikke prioriterer det)og ender dermed sandsynligvis op med et brugt TV til under 300,- eller affinder med det gamle TV’s særheder (mystisk lyd, lidt flimmer + en fjernbetjening, der ikke virker).

Har man pengene – og har råd (hvilket ikke er det samme) – så føles det måske som at spare. Men har man dem ikke, så gætter jeg på at følelsen af at have sparet noget er kortvarig. Køber man på kredit, føler man sig ikke særlig rig, når afdragene skal betales.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *