Brugt tøj: gør et godt loppefund – og undgå fejlkøbene

Det er nu højsæson for loppemarkeder. De er allevegne – og godt besøgte. Og der er virkelig fund at gøre, hvis man er til den slags. Det vrimler med markeder, bagagerumsmarkeder, loppemarkeder. Mulighed for at shoppe amok, ja, den eksisterer også her. Så, pas på. Bare fordi det er bruge ting og fordi det er billigere, betyder det ikke, at man ikke kan lave fejlkøb.


Loppemarkeder og bagagerumsmarkeder er en fed måde at få suppleret sin garderobe på. Der er mange unikke ting at få – og det til en billig penge. Jeg må indrømme, at jeg – efter gennem flere år at have haft Bagagerumsmarkedet på Ingerslev Boulevard i Århus som hovedleverandør til min  garderobe, har haft en anelse svært ved at vænne mig til almindelige butikspriser. Selv Hennes og Mauritz kan komme til at virke dyr….

Learning by doing

Jeg har så også betalt mine lærepenge. Jeg er kommet hjem med ting, jeg ikke burde have købt. Af forskellige grunde.

Det er lidt det samme som med et udsalg. Man ryger i den evindelige fælde, der handler om at “det koster jo næsten ingenting, så jeg tager det bare”. Og det gør man så med den ene ting efter den anden. Og køber man tilpas mange ting på denne måde, så har man ikke sparet penge – man har brugt penge.

Få succes med dine indkøb

Derfor er det en god ide, at gøre sit hjemmearbejde. Specielt når det gælder tøj og tilbehør.

  • Hav kontanter med – det gør alting meget nemmere – det er ikke sikkert, der lige er en hæveautomat.
  • Vær klar over, hvad du går efter. Så er det meget lettere at overskue. Et loppemarked kan være meget forvirrende, hvis man ikke ved, hvad man vil have.
  • Når du handler tøj på denne måde, skal du være klar over, at du handler tøj uden mughed for at bruge et prøverum. Derfor skal du kende dine kropsmål. Talje, hofte, brystmål, målet under brystet, skulderbredde, armlængde, benlængde, lårvidde. Det kan være meget nyttigt. Dels er det ikke rigtig til at stole på tøjstørrelse, dels er det ikke altid mærket stadig sidder i tøjet.
  • Medbring et centimetermål, så du kan måle tøjet.
  • Vær klar over, hvilke faconer, der klæder sig. Kig på det tøj, du allerede har – her ved du jo allerede, hvilket tøj, der sidder godt. Det samme gælder farver.
  • Er du virklig i tvivl, kan du evt. bide hovedet af al skam og prøve det – uden prøverum.
  • Vær på det rene med, hvor meget du vil betale. Og prut om prisen. Som oftest regner sælgeren med det – og prisen er sat så der er lidt at give af.

Astrid

One Comment

  1. Som erfaren “loppemarkedsgænger” kan jeg kun sige at rådene sidder lige i skabet 🙂

    Især det med bare at købe, fordi tingene er billige, er en fælde der er let af falde i. Det kræver års træning at lære hvad der er skidt og kanel, men endnu flere års træning at lade ting ligge! 🙂

Skriv et svar til MetteSofie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *