Billigt højbed af pallerammer

Jeg har for første gang i mange år en have. Eller i hvert fald en have i en størrelse, der kan rumme lidt mere end en terrasse, en stump græs og en smule krydderurter.


Det er altså denne gang en rigtig have, hvor der kan dyrkes grøntsager. Jeg har sat mig for, at den skal indrettes med højbede. Dels kan jeg godt lide højbedene af udseende og synes, det er praktisk. Og så har jeg også overtaget en stor bestand af dræbersnegle, som jeg er sikker på bare vil elske mine grøntsager. Men den fornøjelse skal de ikke have – dem har jeg tænkt mig at spise selv!

Altså skal det være højbede.

Hvor får man et billigt højbed?

Ja, det var ikke så nemt at finde lige i første omgang. Jeg har søgt flere steder – ikke mindst på nettet! Men dem, der sælger højbede ved så udmærket, hvad de vil have for dem. Jeg kunne naturligvis bare bestille træet og så fabrikere højbedene selv – det er altid en billig mulighed. Men jeg ville gerne have noget, der er supernemt – og alligevel billigt. Måske er det lidt for meget forlangt? Jeg var dog af den overbevisning, at man sikkert bare skulle lede lidt mere, så kom det måske?

En palleramme er det perfekte højbed!

Nej, jeg har ikke købt dem endnu, men jeg har fundet ud af, hvad løsningen er på mit højbede-problem. Det er pallerammer. Jeg kender dem fra mit arbejde og gik og funderede på, om ikke man kunne få noget lignende til at lave højbede af. Eller måske bare købe pallerammer i fri handel?  Jeg googlede derfor “pallerammer” sammen med “højbed” – og voila. Der var mange, der var kommet på det samme – og mange der allerede havde gjort det! Dem, der ikke ved, hvad en palleramme er, kan lige prøve at kigge denne Google Billedsøgning på “pallerammer”  – den opmærksomme læser vil sikkert også observere nogle pallerammer, der allerede er blevet til højbede. Se for eksempel disse højbede, som Tina Dalbøge viser på sin hjemmeside. Enkelt, men genialt.

Højbede af pallerammer – nemt og billigt!

Pallerammer er lige til at folde ud – bogstaveligt talt. De kan bejdses eller males, som man nu skulle få lyst til.

De ser flotte ude med de der fede metalkanter (som også er det, der gør, at de kan klappes sammen – og dermed bliver nemme at transportere. De er særdeles holdbare – og det er jo også et absolut plus! De er billige som ny – og endnu billigere brugt. Jeg har fundet dem flere steder på nettet – oftest de samme steder, som sælger paller. De kan sikkert findes i Den blå Avis eller Gul og Gratis. Nogle rapporterer endda, at de har set dem i Bilka! Så hvorfor betale kassen for de “færdige”  højbede, når man kan lave disse “næsten færdige”? Det er i hvert fald min plan! Til yderligere inspiration til interesserede (mig selv inklusive) har jeg lavet Google Billedsøgningen “højbede pallerammer”.


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *