Abonnementer, vi ikke bruger…

Ja, hvorfor egentlig betale for dem? Det lyder som en halvdum ide, at betale for noget man ikke bruger til noget. Ikke desto mindre er der masser af mennesker, der gør det! Og det måske endda uden at tænke synderligt over det. Dropper man dem, får man en øjeblikkelig besparelse!


Og netop det, at der er tale om abonnementer – det er fælden i sig selv. Det betyder nemlig, at man bliver ved med at betale lige indtil man gør noget aktivt for at få det stoppet. Stopper man det ikke – altså opsiger det pågældende abonnement – så fortsætter man lige så lystigt med at betale. Måned efter måned efter måned….

Abonnementsfælden?

Der er mange muligheder:

Fitness abonnementet, som man oprettede i den tro, at nu skulle det være. Nu skulle man i topform! Om det er tiden eller entusiasmen, det kniber med, er et godt spørgsmål. Men mange mennesker fortsætter med at betale – selvom de aldrig eller yderst sjældent sætter deres ben i fitnesscenteret. De fleste steder kræves det, at man er tilmeldt PBS. Og det lever centrene højt på. Pengene trækkes automatisk indtil medlemmet selv melder sig ud.

TV, man aldrig ser: Mange betaler i dyre domme for den store TV-pakke til trods for, at de kun ser en brøkdel af kanalerne. Men betaler lystigt videre. Måske kunne man klare sig med væsentligt mindre? Måske var man bedre stedt med en anden udbyder, der har en anden sammensætning af kanaler? Igen: man skal gøre noget aktivt for at slippe billigere!

Blade og magasiner, man ikke får læst. Hvor mange er ikke faldet for et eller andet introduktionstilbud på et eller andet magasin, som man ikke kan stå for? Man læser et, måske to numre – og resten bliver bare arkiveret lodret. Så interessant var det altså heller ikke. Men betalingen fortsætter i bedste velgående. Måske er det ikke det store beløb pr. måned, men over tid løber det alligevel op. Vi tænker måske en lille smule over det lige hvor det dumper ind ad brevsprækken. Og tænker, at næste måned siger jeg det op. Og glemmer det igen…..

Og de var nok de tre klassikere – men der er flere muligheder. Sikkert også flere end jeg kan remse op her:

Telefonabonnementer til telefoner, man aldrig bruger. Eller abonnement på mobilt bredbånd, det alligevel var for bøvlet eller alligevel aldrig virker der hvor man har brug for det.

Ting, der aldrig burde have været på abonnement: Idag er der også firmaer, der laver sindrige abonnementer på ting, der aldrig burde have været på abonnement! Kosttilskud eller kosmetik ses ikke sjældent på denne måde. Også de firmaer lukrerer på, at vi glemmer at få opsagt abonnementet og lystigt betaler videre – også selvom vi har tabt interessen. Og nogen gange er der endda sørget for, at det er alt andet end let at få opsagt abonnementet. Så meget desto mere grund til at råbe vagt i geværet! Og der er ingen grund til at tro, at det skulle blive mindre bøvlet fordi man venter. Men det er helt sikkert, at det bliver dyrere…..!

Automatiserede betalinger er et problem

Problemet er til dels at vi udsætter det. Og så er det også de automatiske betalinger. Det hele foregår over PBS – det er lidt som om betalingerne bare klæber sig fast til PBS-betalingen? Vi er nemlig betydelig mere large når betalingerne er automatiseret. Man lægger næsten ikke mærke til det. Det sker af sig selv – næsten umærkeligt. Det kan nemt blive flere hundrede kroner hver måned – for ingenting. Penge, som de fleste sikkert sagtens kunne finde noget andet at bruge til? Måske de nemmeste penge, man kan spare?


Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *